Det er ikke specielt svært at spille dement dame, når man er en dement dame. Det er forbundet med bittersød tristesse, men svært er det ikke.

Morgenthaler og Tüxens nye roman foregår som Helle Erobreren i de mindrebegunstigedes sfære. Den handler om mennesker der stort set undervurderes af samfundet og af omgivelserne, men ikke desto mindre viser sig at have en forbløffende handlekraft.

Annemette har i en stormflod mistet sit hestestutteri og sit tandsæt, da yndlingshesten sparkede hende i ansigtet i panik. Hun er nu sosu-assistent uden fortænder, for forsikringsselskabet krøb udenom, da det kom til stormskader, og hendes eksmand sidder i fængsel for bedrageri.

Annemette har sammen med en af sine borgere, den semidemente Vibse og Vibses datter, langtidssygemeldte Jean, lavet en strikkeklub. Men strikke er ikke det eneste, de kan.

Efter at have set dokumentarfilmen Before the Flood med Leonardo DiCaprio beslutter de tre damer sig for at gå til kamp for klimaet. Det kan man gøre på flere måder. Bannere er udmærkede, men når det gælder om at lukke lufthavne, så er droner bedre, mens man skal en helt anden vej, hvis man vil påvirke salget af oksekød. Damerne går til opgaven med fantasi og energi, og romanen er bestemt ikke uden filmiske effekter med flugt på elscooter, stort politiopbud i lufthavnen og andre heftige scener – nogle af dem inspireret af DiCaprio og Bjørn Lomborg.

Tempoet er stigende og det er kriminaliteten også. Kød og fred er original, og det er fedt, at oversete skæbner i den grad kan gå i fight mode. Det er naturligvis ikke et nyt fænomen i film og litteratur, men alligevel fantastisk når strikkeklubbens medlemmer gang på gang bliver trængt op i en krog og stadigt finder nye udveje. Al magt til de magtesløse.

Skulle man have et kritikpunkt, så er det den lille hykleriske detalje, at hovedpersonen kører i bil samtidigt med, at hun kæmper intenst mod flytrafik og oksekød.

Kød og fred

Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen

292 sider

Gyldendal

Udgivet: Juni 2020

Birte Strandby