Som en bedre Allan Karlsson i Jonas Jonassons Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt, sidder den 116-årige Albert Palopoli på et plejehjem i Odense i 2022 og fortæller sin historie. Modsat Jonas Jonassons hovedperson forsøger han ikke at stikke af fra plejehjemmet, og hans indflydelse på verdenshistorien er også mere beskeden – i stedet for at hjælpe Franco til sejr i Spanien og være skyld i at, Stalin får atombomben, så nøjes Albert med personligt at dræbe nogle tyske politibetjente under 2. Verdenskrig; men måske er han skyldig i andre dødsfald. Som i Jonassons roman skiftes der mellem beretningen om Alberts barndom og ungdom og hans tid på plejehjemmet, der ikke er ganske så fredsommelig, som man måske kunne forvente.
Albert er født ind i en berømt cirkusfamilie – Palopoli. Hans far er cirkusdirektør, hans mor er skolerytter, og han og hans to søstre oplæres til at medvirke i arenaen sammen med andre specielle eksistenser, en lille japansk akrobattrup og en led spåkone. Det er en barsk verden, en akrobat bliver dræbt i et fald, klovnen Rico drikker sig ud af manegen, og da den uhyggelige løvetæmmer skaber et nummer sammen med Alberts mor, går det rigtigt galt.
I baggrunden af cirkuslivet ses et Europa på vej i krig, og som en rød tråd går klovnen John Abigael forurettet gennem Alberts liv, et liv der i elvte time kræver placering af skyld og uskyld.
En omfattende, velfortalt begivenhedsrig fortælling om livet i og udenfor cirkus suppleret med beretninger om de farverige mennesker, der er tilknyttet cirkus, modstandsbevægelsen og plejehjemmet.
Klovnens rejse
Henning Mortensen
533 sider
Gyldendal
Udgivet: 2013
Birte Strandby