Vi ved godt, at den er gal, og at klimatopmøder og politiske intentioner ikke fylder meget i den store sammenhæng. Og der findes bunker af litteratur om emnet, både om hvad der er ved at gå galt som eksempelvis Klodens grænser, Klimatilpasning, hvad der er galt med os såsom Wilful Blindness, hvad vi kan gøre: The Politics of Climate Change og Den dag Bitte blev bæredygtig, og ikke mindst er der skrevet ganske mange børnebøger, så de små kan lære at opdrage på forældrene.

Klimabogen består af 100 små skarpe indlæg, der er inddelt i fem afsnit: Sådan fungerer klimaet, Hvordan vores planet forandrer sig, Sådan påvirker det os, Hvad vi har gjort ved og Hvad vi skal gøre nu.

Vi kommer godt rundt om emnet, og de fleste indlæg er holdt på et let tilgængeligt niveau, ligesom der er heller ikke noget teknisk i kapitlet om geoengineering eller det om teknologier til negativ udledning. Kapitlet om teknologier til negativ udledning er skrevet af Rob Jackson, forsker fra Stanford University, og i modsætning til de fleste andre kapitler handler dette en del om penge. Eksempelvis forventes det at koste mindst 40 milliarder dollars at fjerne 400 milliarder CO2 fra atmosfæren, og det er det der skal til for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader. Der er flere skræmmende tal i teksten og forfatteren slutter da også med at beklage, at der overhovedet kan blive tale om brugen af den type teknologi.

Et lidt overraskende kapitel leveres af George Monbiot, forfatter og filmskaber, der bebrejder medierne deres stadige støtte til skadelig industri og generelt mener, at medierne er skyld i, at den opmærksom hed klimakrisen burde have, er blevet tilsidesat for at vi kunne fortsætte den destruktive kurs. 

Uligheden i klimakrisen tages op i flere kapitler, og i kapitlet Hvad betyder lighed for dig? leverer repræsentanter fra Uganda, Namibia, Pakistan deres vinkler på uligheden og behovet for, at de rige lande tager ansvar for en krise der er begyndt i Vesten, men rammer hårdest i andre verdensdele.

Transport, overforbrug, kost behandles også i projektet. Thunberg ridser fronterne op og fortæller om problemerne – og også lidt om løsningsmuligheder. Der er håb, men vi – og vores politikere – skal snart til at gøre en indsats. Genbrug og aflysning af søndagsbøffen gør det ikke alene.

Klimabogen er forsynet med fine fotografier og er et præsentabelt udtryk for jordens store krise.

Klimabogen

Greta Thunberg, Peter Brannen, Elizabeth Kolbert, Naomi Oreskes, Johan Rockström, Naomi Klein og en lang række andre forskere, journalister og repræsentanter for NGO’er.

Oversat af Henrik Andersen

456 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 2022

Birte Strandby