En blanding af filosofi og historie kombineret med egne refleksioner …
Sådan skriver forfatteren i indledningen om baggrunden for bogen. Han nåede sine første mål i en ung alder og blev dykkerinstruktør i Caribien. Det lyder som en drøm, og man kan sagtens følge, hvor brutalt det må have været at flytte fra Caribien til et værelse i København og studier på CBS. Ifølge forfatteren kræver det selvdisciplin. Det har dykkertræningen sikkert også krævet, men måske er det lettere at glæde sig over dykkertræning end at nyde læsning af tusinder af sider af et stof der tenderer det tørre. Forfatteren klarer sig godt, men der sker det, at mens medstuderende, som han hjælper med studiet, opnår at få 12 i et fag, får han selv kun 10 på grund af en misforstået detalje. Af en eller anden grund slår det vores fortæller helt af banen, han melder fra til festlige arrangementer og rykker tættere på paranoia og depression. Måske skal man selv være en slags tolvtalspige for helt at forstå den nedslående effekt af en enkelt – i de flestes øjne – udmærket karakter. Men det er det, der bliver vejen til selvindsigten.
Det interessante er naturligvis at finde stien ud af mørket igen. Den er lidt snørklet, men præget af megen god litteratur og historie. Blandt andet reflekteres over nutiden, der er så brutal ved unge mennesker:
I gamle dage var tilværelsen enklere, håndværkerens søn blev håndværker, bondens søn blev bonde. Sådan fungerer det som bekendt ikke længere. Krav og forventninger – og dermed også ens egne forventninger – er skærpede, og det kræver indsigt og arbejde at skabe en succesfuld tilværelse, godt job, velstand, penge, sunde børn, dejlig kæreste. Og får man først indsigt, hænger man også på ansvar og smerte.
Jasper Fundal Månsson kommer vidt omkring, komedie, tragedie, Herkules, Jesu lidelser og kampen for demokratiet i det unge Grækenland. Homers to værker, Illiaden og Odysseen får særlig opmærksomhed, Illiaden er resumeret, og Odysseus fylder et kapitel, fordi han med sin visdom og ideer – såsom den trojanske hest – lægger en distance til heltene Achilleus og Hector. Han ikke helt så stor en kriger som de nævnte, men han er klogere.
Det handler om at vælge kursen for sit liv og et godt ideal at følge. Månsson præsenterer interessante overvejelser om mod, visdom og andre værdier. Ideen om at bruge egne erfaringer til at hjælpe sin omverden er sympatisk. Bogens problem er, at det er ganske kompliceret at finde vej mellem indsigtsfulde budskaber og selvfølgeligheder. Det er ikke sikkert, at læseren bliver afklaret af læsningen. Man kan glæde sig over historierne om Herakles og Odysseus, men man kan også blive lidt irriteret over, at korrekturlæsningen ikke har været mere omfattende. Eksempelvis hedder det ‘Hovmod står for fald’, og det virker uorganiseret at sige ‘hun’ og ‘det’ om en by.
Athen havde netop fået indført sit demokratiske system, da hun vælger at yde militærstøtte til de joniske søsterbyer
.. havde Athen med forsyn udbygget dets krigsflåde …
Bogen indeholder et par fine klassiske billeder: ‘Skolen i Athen’,’ Retssagen mod Sokrates’ og ‘Den trojanske Hest’.
Kend dig selv
En kulturhistorisk guide til din egen odyssé
Jasper Fundal Månsson
220 sider
Skriveforlaget
Udgivet: 2023
Birte Strandby