En ung sønderjyde rejser til Schwerin og lader sig indrullere i den tyske hær. 1. verdenskrig er i gang og gennem Albert følges krigen på tæt hold i al dens gru. Albert er med i den langvarige skyttegravskrig og oplever juledag 1914 ved fronten, hvor tyskere og englændere mødtes mellem skyttegravene. Senere modtager han jernkorset for mod og snarrådighed, og det er med til at skaffe ham ind som pilot i det tyske flyvevåben, hvor han møder von Richthofen – senere kendt som Den røde Baron. (Og jævnligt omtalt i tegneserien Radiserne).
Det er en rigtig videreudvikling af tidligere tiders drengebog, og gennem pilotens øjne følges udviklingen i den 13 år gamle flyvekunst (brødrene Wright er nævnt, men ikke Ellehammer) herunder ingeniøren Fokkers opfindelse, der synkroniserer flyets maskingevær med propellen, så der kun kan skydes, når propelbladene ikke befinder sig foran våbnet. Hvilket modtages med en begejstring der kun overgås, da Albatros udvikler sin nye jagermodel, der en tid gør Tyskland til det førende land inden for krigsteknik.
Ideen med at opfinde personer som forbindelsesled til historiske personligheder er fin, men den fiktive person forbliver ofte lidt distanceret, og Albert er med sit syn på krig og omverden ikke enestående. Von Richthofen er betydeligt mere fascinerende, og såvel luftslagene som von Richthofens vane med at følge efter det nedskudte fly ned på jorden for at skære serienummeret ud og bruge det som trofæ, hører til romanens bedre passager, hvorimod selve portrættet af krigens mest navnkundige pilot er lidt vagt. Generelt er begivenhederne i luften mere handlingsmættede end dem på jorden.
Forfatter: Kåre Johannessen
300 sider
Borgens Forlag
Udgivet: 7.10.2009
Birte Strandby