En meget lille pige med hænder så små som kløverblade møder en kæmpe stor kat med en stærkt knurrende mave.

Katten var stor som et gråt grantræ, og pigen var lille som en postkasse.

Katten spinder, da den ser pigen, men dernæst overvejer den at spise hende. Der er ikke meget kød på hende, men det er længe siden, katten har spist, og dens mave knurrer voldsomt. Pigen tilbyder at hjælpe katten med at finde noget spiseligt, og den lover ikke at spise hende lige med det samme.

Men det er ikke så let at finde mad. De kommer til en by, hvor beboerne ikke har spist noget i et år:

Vi har spist vores egne tanker og drømme og levet af dem al den tid.

De kommer til en skov, men der er ingen fugle, og katten indrømmer, at det har spist dem. Og det er ikke det eneste, den har spist. Efterhånden er hele verden landet i kattens knurrende mave. Men det er ikke kattens skyld. Pigen finder ud af, hvad problemet er, og måske finder hun også en løsning.

Eventyret suppleres af smukke stregtegninger med mange fascinerende detaljer og opklarende billeder af hvad der er i verden og i kattens mave.

Katte tænker ikke over, hvad der er rigtigt og forkert. Det behøver vi ikke. Vi er anderledes end andre.

En fantastisk fortælling om grådighed – og med en morale der er tydelig også for de mindste.

Bogen har vundet The Finnish Literature Export Prize og vil kunne nydes af børn fra fire års alderen.

Katten med den knurrende mave

Magdalena Hai

Illustreret af Teemu Juhani

Oversat af René Semberlund Jensen

Vild Maskine

Udgivet: 19.07.2021

Birte Strandby