Denne sprælske digtsamling fanger ved første øjekast ved synet af et farverigt øje på forsiden. En guldtråd rundt om øjet præsenterer 33 verseformer i alfabetisk rækkefølge. I et appendiks sidst i samlingen forklares, hvorledes disse digtformer er bygget op. Dette er den ydre ramme.
I den indre ramme præsenteres eksempler på de respektive verseformer. De to muntre svende: Peter og Ejler bevæger sig rundt i både de klassiske og mere moderne digtformer, blandt andet en spændende sonetkrans, en ballade og et figurdigt, som forestiller Ejlers hoved.
Katalognien er en ø, de sejler til for at forlyste sig. Det kan også betyde et katalog over forskellige digtformer. Overalt, hvor de to lystige herrer befinder sig, tager de for sig af de våde varer plus forskellig slags euforiserende stoffer til at forsøde dagen og natten med.
Der er ikke tale om en roman i normal forstand. Det drejer sig om et antal løsslupne forløb, hvor de to gæve gutter beretter og fører dialog. De behersker de enkelte verseformer ganske udmærket, men indimellem gør de lidt grin med verseformerne f.eks. i digtet Med jamber som madding, hvor Peter og Ejler er på fisketur: “Hvad tænker du så egentlig at fange?”/” Nu får vi se, hvad har vi her som madding?/ Se denne krukke, er det ikke jamber?/ Dem kan man fange meget med, minsandten!”/” Der har vi de små glade vandringsfyre./ Ja, jamber uden andet, det gi’r blankvers.”
Det er et par meget påhitsomme og drillevorne fyre, der på intelligent vis magter at forene det seriøse med det humoristiske.
Forfattere: Peter Adolphsen og Ejler Nyhavn
Anmeldt af Hella Sylvest