… så svært havde de ved at tro, at en mand der hele livet havde sagt ligeud,, at ingen var vigtigere end ham selv, i sidste ende havde sat sig selv ud over alle de andre passagerer.

En af årets mere påfaldende udgivelser. På passagerskibet Æren skal de finde en ny kaptajn. De kunne have valgt en erfaren sømand, men ender med at vælge manden med den gule fjer. Han er kriminel og siger altid ligeud, hvad han tænker. Så han skal nok få rusket op tilværelsen på Æren.

Den nye kaptajn synes, det er helt fint med folkets hyldest. Derimod er han ikke meget for at stille sig op på broen, og han er slet ikke tryg ved besætningen, i det hele taget er han utryg ved folk, han ikke selv har ansat.

Med bistand fra en mystisk stemme i luftkanalen udvikler han en diktatorisk og ret urimelig ledelse, og med konkret hjælp fra sin datter fyrer han besætningen. Det gør ikke noget godt for skibets fremdrift, men så finder hans datter manualen, og derpå kommer de ud af havnen. Kaptajnen skriver daglige opdateringer på visk-ud-tavlen om sin penis og om, hvem der eventuelt skal forvente at blive smidt i havet.

På et tidspunkt møder de Den Blege – en af havets mest frygtede pirater. Den Blege var tidligere en fjende af Æren. Men nu bliver kaptajnen glad for at se den maskuline leder, og Den Blege og hans mænd tillader sig utrolige friheder på Æren, inden de stikker af igen.

Historien er grotesk, underholdende, tragisk og barbarisk. Om den ligner en virkelighed, vi kender, må være læserens vurdering, men man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi, og svaret er ikke opløftende.

Kaptajnen og æren

Dave Eggers

Illustreret af Nathaniel Rich

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

116 sider

Turbine

Udgivet: 19.10.2020

Birte Strandby