Alfred er en hund, men er iført bukser og bluse og agerer som en dreng på måske fem år.
Alfred elsker at lege alene, men det er ikke nemt at forklare, når alle andre gerne vil lege sammen – og med Alfred. Da to legekammerater ringer på døren, gemmer han sig, mens hans mor siger til vennerne, at Alfred ikke er hjemme.
Det er ikke holdbart i længden, og mor bryder sig ikke om at lyve, så Alfred går og tænker over, om han måske kan sige sådan noget som ‘I dag leger jeg alene’. Og så viser det sig heldigvis, at en af hans gode venner har det på samme måde. Det er helt ok at have mest lyst til at lege alene.
Illustrationerne viser hunden Alfred med tøj og hat der leger alene eller gemmer sig for gæster, så han kan slippe for at lege med dem. Billederne er enkle og benytter velkendte ting fra barnets univers, med den undtagelse at Alfred og hans mor er hunde, og de to venner er en kat og en ugle
Bogen med de mange billeder og den mindre tekstmængde er velegnet til den femårige, uanset om barnet helst vil lege alene eller med andre.
Det er fint, at barnets leg alene understøttes, og at barnet accepterer, at det er helt almindeligt både at lege alene og at lege sammen med andre. Men det er et beskedent budskab i løbet af bogens 32 sider, og der er ikke så meget andet at diskutere eller tale om i teksten. Dramatikken er til at overse.
Kan Alfred lege?
Kasper Binzer
32 sider
Byens Forlag
Udgivet: 02.02.2024
Birte Strandby