Det er jo bare herligt. Unge generationer af historikere finder ofte nye små sorte huller i Danmarkshistorien, som der ikke er kastet fuld spotlight på.

Således som det er tilfældet i Charlie Krautwalds bog Kampen om gaderne. Den har undertitlen Propaganda, protest og politisk vold i 1930’erne. Det er kampen om og ikke så meget på gaderne, det handler om.

Krautwald bemærker, at marcherende ungkonservative stormtropper med skrårem og ridestøvler er en del af vores fælles erindring om 1930’ernes politiske liv i Danmark. Han fortsætter:

“Mange historikere har kort beskrevet det i store træk og ofte i sammenhæng med statens modreaktioner gennem uniforms- og korpsforbund”.

På trods heraf har kampene om gaderne med politiske formål været fraværende i historieskrivningen. De fleste har set det som bump på vejen i den større fortælling om årtiets kriser og kamp mellem godt og ondt frem mod den demokratiske velfærdsstat.

Charlie Krautwald tager grundigt fat på at berette om demonstrationerne, torvemøder, plakatkrige og gadekampene. Her kunne det ofte gå hårdt for sig – med svært kvæstede kamphaner. Og et enkelt dødsfald.

Der fortælles om politiets træning i at splitte ballademagerne, når det gik hårdt for sig i gader og på pladser.

Demonstrationerne begyndte med de arbejdsløse, der ikke så andre mulighederne for at gøre opmærksom på deres fortvivlede situation. Så kom de politiske ungdomsorganisationer på banen – undskyld gaderne. Konservativ Ungdom er ofte nævnt og beskyldes for at hente inspirationen fra nazisterne i Tyskland. Nok ikke helt uden grund.  Også den  socialdemokratiske ungdom og kommunisternes ungdom kunne være med. Både når det gjaldt demonstrationer og slagsmål med modparten. Meget af  energien blev brugt til at forstyrre og ødelægge modstandernes march igennem byen og overdøve deres budskab.

Charlie Krautwald har bygget sin bog på tilgængelige kilder – og de har været mange kan det ses af  registeret. Det må have været et jættearbejde, der fortjener, at  dybt historieinteresserede læser bogen.

Kampen om gaderne

Propaganda, protest og politisk vold i 1930’erne

Danmarkshistorie

Forfatter Charlie Krautwald

352 sider, ill.

Udkom 20 februar 2025

Gyldendal

Anmelder Bjarne Gregersen