Tilbage i 2019 udgav Gitte L. Brandenburg i samarbejde med sin grandkusine Marianne Seidelin bogen “Kager fra hjertet – gennem generationer”. Idéen om at videreformidle kager med historie viste sig at være god. Siden har Gitte L. Brandenburg forsat arbejdet med at indsamle og prøvebage gamle kageopskrifter. Det er der kommet denne bog ud af: “Kager fra hjertet – søde minder”.
I “Kager fra hjertet – gennem generationer” fortalte Gitte L. Brandenburg om, hvordan glæden ved at bage er gået i arv i generationer. Gittes oldefar havde bageri på Fanø, men han havde langtfra patent på at kunne bage, så det smagte. Bageriet var således på familiens hænder i mere end 100 år.
Nu har Gitte L. Brandenburg lavet en opfølger på bogen med de mange familieopskrifter. Denne gang har hun udvalgt lidt over 80 opskrifter fra slutningen af 1800-tallet og op til 1980’erne. Opskrifterne kommer fra gamle kogebøger og personlige notatbøger med bageopskrifter, som folk fra hele landet har doneret til forfatteren. Gitte L. Brandenburg har bloggen https://kagerfrahjertet.dk/, hvor mange bageglade danskere kigger forbi når de ønsker at finde ældre bageopskrifter. Hun er også aktiv på Facebook i bagegrupper. Men “Kager fra hjertet – søde minder” er først og fremmest blevet til i kølvandet på “Kager fra hjertet – gennem generationer”, idet læserne af den første bog fik vækket deres bedste kageminder. Det førte til at de skrev til forfatteren med deres egne familieopskrifter, der var gået i arv.
“Kager fra hjertet – søde minder” indledes med Frk Deichmanns bageregler fra 1898. De er mere møntet på at vække et glimt i øjet end på at guide dig til vellykket bagning. Bageråd får du derimod i det følgende kapitel, der hedder ”Værd at vide”. Det er generelle tips i forhold til ovn, råvarer, opbevaring og forkortelser med mere. Novicer ud i bagning kan helt sikkert godt bruge endnu flere tips.
Opskrifterne er inddelt i følgende kapitler: Bradepandekager, Formkager, Lagkager & Roulader, Småkager, Snitter & Tørkager, Kringler & Snegle, Flødekager, Brød, Boller & Kiks samt kapitlet Diverse. Strukturen minder til forveksling om første bog. Det er med andre ord en bagebog, der kommer bredt omkring disciplinen bagværk. Klassisk og godt!
Hver opskrift er flot formidlet af Gitte L. Brandenburg, der også selv har stået for de uhyre stemningsfulde billeder. De understreger den gammeldags atmosfære med kongeligt porcelæn og kaffestel med guldkant. Opskriften præsenteres med en overskuelig ingrediensliste samt en punkt-for-punkt fremgangsmåde. Det hele er sat pænt og læsevenligt op. Enkelte steder savner jeg trin-for-trin-illustrationer af bageprocessen, da det er svært at forstå, hvordan man i praksis former kagen korrekt.
Ved mange af opskrifterne er der en rubrik, der hedder Historietid. Her kan læseren få indblik i kagens baggrund såsom fx hvor i landet den stammer fra, hvornår den opstod og hvem, der menes at have skabt den.
Nogle opskrifter er ledsaget af en affotografering fra en gammel notatbog med den håndskrevne opskrift, eller der kan være affotografering fra en gammel kogebog, hvori kagen optræder.
Enkelte steder er der fotos af personen, der har indsendt eller skabt en opskrift. Det bidrager positivt.
I min optik er det lige netop disse gamle minder, der gør bogens opskrifter interessante og vedkommende.
De opskrifter der kun er præsenteret som en bageopskrift og intet andet, virker desværre mangelfulde og upersonlige. De taler ikke til mig på samme vis som de øvrige opskrifter, der tydeligvis bærer på en historie. Om ikke andet kunne forfatteren med fordel notere, hvorfor hun valgte at medtage den pågældende opskrift. Måske kunne hun berette om, hvornår opskriften havde sin storhedstid, eller på anden vis sætte nogle ord på noget af det særegne ved netop dén opskrift. Det ville også give en rød tråd i bogen.
Kager og godt bagværk er om noget lig med minder. I velsmagen ligger der også tit hygge, tryghed og traditioner. Med Gitte L. Brandenburgs nye bog får du tilføjet endnu en række klassiske kager og bagværk til dit bagerepertoire. Måske du selv kan mindes kagerne fra din barndom eller du kan glæde et ældre familiemedlem, der husker en af disse kager? For mig var læsningen en tur ned af Memory Lane og jeg nød det!
“Kager fra hjertet – søde minder” lever bestemt op til sit navn, skønt jeg gerne havde set at der var skruet helt op for de små historiske tilbageblik. Det er en vellykket bagebog, der emmer af hygge og nostalgi. Her får du en nyttig brugsbog, der vil vække glæde og gavn i køkkenet. Den har adskillige opskrifter, du ellers må lede længe efter. Udover det er “Kager fra hjertet – søde minder” også en skøn fortælling om madkultur og madminder. Det hele er flot pakket ind og udgivet på eget forlag i en kvalitet, der fortjener at blive fremhævet. Forfatter og resten af teamet omkring bogens tilblivelse har skabt en super indbydende bagebog!
Links
Kager fra hjertet – gennem generationer
Kager fra hjertet – søde minder
Forlag: Forlaget Engsted
183 sider. Hardback
Udgivelsesdato: Den 12. december 2022
Anmelder: Nønne Lønne Votborg