Der er godt nyt til fans af Tove Ditlevsen. Gyldendals tidligere litterære direktør Johannes Riis fandt en mindre stak breve i et gammelt pengeskab i Klareboderne. Brevene var sendt til hendes forlægger på Gyldendal, Mogens Knudsen. Nu ser brevene dagens lys – mange år efter Tove Ditlevsens døde ved selvmord – i udgivelsen ”Kærlig hilsen Tove” med undertitlen ”Breve til en forlægger”.
Samlingen af breve til forlæggeren er kun på lidt over 100 sider. Det skal bemærkes, at flere af siderne er dubletter, idet flere brevene både er skrevet ind og samtidig optræder som affotograferet af originalen. Brevene er sendt til Tove Ditlevsens forlægger på Gyldendal, Mogens Knudsen, i perioden 1969 til 1975.
Først og fremmest er brevene følsomme, åbenhjertige og private. De vidner om at Tove Ditlevsen var et sårbart, bekymret og forfængeligt menneske med sans for sort humor.
Tove Ditlevsen skriver ofte til Mogens Knudsen når hun er indlagt på psykiatrisk sygehus. Hun beretter ærligt og sårbart om sine problemer med mænd; især med ægtemanden Victor Andreasens – chefredaktør på Ekstra Bladet – som hun er flyttet fra og ønsker at blive skilt fra. I et brev kalder hun Victor for ”sjakalen på Rådhuspladsen”. Men økonomien gør, at en skilsmisse ikke er ligetil. Økonomien er et gennemgående problem, som hun henvender sig til sin forlægger med. Hun søger hans råd og støtte omkring tilbagebetaling af skat – og meget andet.
I brevene blotlægger Tove Ditlevsen sine følelser fuldstændigt. Der er tilsyneladende intet filter! Hun beder flere gange Mogens Knudsen og hans hustru om at komme på besøg. Ensomheden er let at få øje på ligesom usikkerheden. Tove Ditlevsen skriver, at hun er ”så forbandet sjælelig ensom”. Når hun er sammen med andre, gemmer hun sig bag en maske og spiller fransk klovn, fordi hun er så bange for at blotte sig. I brevene gør hun også gerne brug af kraftfulde og humoristiske ord for at pakke de tunge ting ind.
Det er med andre ord en række selvudleverende breve, vi her har mulighed for at læse. Derfor gør de et stort indtryk. Men som læser bliver jeg også berørt på forfatterens og dennes efterladtes vegne. Netop derfor finder jeg det uhensigtsmæssigt, at forlaget kun beskriver samarbejdet omkring redigering af brevene med arvingerne i det medfølgende pressebrev. Heraf fremgår det, at brevene er offentliggjort i deres fulde ordlyd – med undtagelse af kun to til tre sætninger. Det burde i min optik være beskrevet i det ellers glimrende forord af forfatter Pernille Stensgaard. Så vidste vi at de efterladte har givet deres samtykke.
Brevene giver os et indblik i Tove Ditlevsens kaotiske liv med mange mænd, en økonomi hun ikke kunne overskue, ensomhed, misbrug (alkohol og piller) og en evig higen efter anerkendelse. ”Kærlig hilsen Tove” dokumenterer Tove Ditlevsens psykiske uligevægt og hendes kæmpestore behov for at skrive skønlitteratur. Hun følte sig nødsaget til at skrive som journalist og brevkasseredaktør, men brændte reelt kun for det skønlitterære. På mange måder var der en sjælelig kamp, som rev og sled indeni hende. Det berør enhver læser.
I brevene til Mogens Knudsen er der i sagens natur en hel del referencer til datidens kulturnavne og forfattere. Redaktionen har sat opklarende noter.
”Kærlig hilsen Tove” er en lille og letlæst samling af breve sendt fra Tove Ditlevsen til Mogens Knudsen. Det er værd at bemærke, at brevene fra Mogens Knudsen ikke indgår i samlingen, da de formodentligt ikke er fundet. Samlingen af breve vidner om et professionelt, men varmt venskab med vide rammer. Tove Ditlevsens sårbarhed og ærlighed er dét, der står stærkest tilbage efter endt læsning. Men også sarkasmen og evnen til at spidde andre, gør indtryk. Det passer som fod i hose med hendes romaner.
Kærlig hilsen Tove
Breve til en forlægger
Redaktion: Johannes Ries
Forlag: Gyldendal
113 sider. Hardcover
Udgivelsesdato: 3. 12. 2019
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
