Ella er hovedperson i denne handlingsmættede og pædagogisk korrekte letlæsningsbog, og handlingen følger de klassiske forskrifter – som vi blandt andet kender fra eventyr – for hovedpersonens ud- og hjem-igen-rejse. Eller rettere: Ella går fra tryg til utryg til tryg igen, lidt klogere og mere erfaren. Sætningerne er relativt korte, ordforrådet tilpasset 10–12 års alderen og sort/hvid tegninger komplementerer teksten fint.
Det begynder på en hyttetur med Ellas klasse og en anden klasse. I den anden klasse er der en ret pæn dreng og en mindre sympatisk pige. Den ret pæne dreng hedder Bendik, og han siger til Ella, at han gerne vil tale med hende under den store eg klokken elleve om aftenen, når de andre er faldet i søvn. Ella sniger sig ud og finder Bendik ventende. Det bliver et meget romantisk og meget kort møde, der afbrydes, da først den usympatiske pige og siden en lærer dukker op og spolerer øjeblikket. Ella bliver ked af det og løber væk. Hun tager bussen hjem til sin mor, men hendes mor er sandelig ikke alene. Hun er i selskab med en mand, som Ella aldrig har mødt før. Ella føler sig rigtig forrådt og flygter hjem til sin farmor. Farmor er klar til at tage imod Ella, og bliver ikke nær så chokeret over morens nye bekendtskab, som Ella havde forventet. Tværtimod synes hun, at det er helt fint, når nu Ellas forældre er skilt. Næste dag dukker vennerne op sammen med Bendik, morens kæreste er måske ikke helt tosset, og Ella får lejlighed til at brillere på skateboard.
Unni Lindell
Illustreret af Pia Halse
Oversat af Helle Stavnem
48 sider
Lix 20
Forlaget Forum
Udgivet: 22.05.2013
Birte Strandby