Titlen henleder opmærksomheden på julemåneden, men indholdet er langtidsholdbart og kan udmærket læses i januar eller maj. Og der er en eftertanke til alle decembers 31 dage.

Det handler om møder med mennesker, indbrudstyven der beklager ledigheden – for helvede mand de sidder jo hjemme og drikker kaffe og spiller kort, tiggeren der får en 200 kroners seddel af sin bror – og brænder sedlen. Han ville hellere have haft et kram.

Ligeså bemærkelsesværdig er mødet med dem der anbringer det store juletræ på Rådhuspladsen. Der bliver tænkt en del undervejs i processen, både på hvordan man syer grene på igen, hvis de er rykket af under transporten, og på hvordan man vender træet, så politikerne på rådhuset kan se på den pæneste side – og hvorfor de 800 pærer ikke er energisparepærer.

Der er også en foruroligende historie om manden der får fjernet en tumor i hjernen og bliver blind ved operationen. Det foruroligende element består i, at både læge og sygeplejerske troede, at han var blind i forvejen.

Der er grumme og optimistiske klip fra livet i hovedstaden, et besøg i en spillehal og en snak med manden der gik på landevejen, indtil han fik tilbudt job i et tivoli. Det sidste blev en dyr historie. December afsluttes smukt med en død gine og Elnas svanesang.

Flere af fortællingerne er lidt overraskende, fordi de netop fremstiller alt det, vi aldrig hører om i medierne, det der undgår vores ellers ret fintmaskede system. Bemærkelsesværdigt er uretfærdighederne men også menneskers mentale styrke, når de helt store byrder skal slæbes rundt.

Peter A. G. Nielsen

Julekalenderen

En vinterbaders notater fra menneskehavet

120 sider

Eksistensen

Udgivet: 2017

Birte Strandby