En ægte gyserfortælling fra Thorsminde ved Vesterhavet
Heidi, Martin og deres datter, Dagny, lever med travlhed på jobbet og udfordringer i skolen, da en advokat kontakter Heidi for at fortælle, at hun har arvet et hus på den jyske vestkyst efter sin mormor. Det er et chok, for Heidi troede, at hendes mormor var død for mange år siden.
Hun er klar til at sælge huset, men familien beslutter alligevel at besøge det først. Det er nedslidt, men det ligger fint, og de går lidt prøvende i gang med at rydde op og reparere. Hedi kan svagt erindre, at hun har opholdt sig i huset som barn. Og så sker der sære ting: Pludseligt er der fodspor på det nylakerede gulv, og så er de væk igen, Heidi oplever nogle brutale mareridt, og et kort øjeblik er det som om Martin mister jordforbindelsen.
Naboerne taler til Heidi om ‘det, der skete med din morfar’ og ‘det, der skete med din far’, men Heidi har ikke nogen ide om, hvad de mener. Da nærmeste nabo tilbyder at købe huset, er Heidi lige ved at sige ja. Hun kan mærke, at hun selv er dybt involveret i de mærkelige hændelser, der hænger sammen med en guldring, som hendes mormor har efterladt
Vi følger to andre stemmer parallelt med Heidis, den ene en slægtning fra begyndelsen af 1800-tallet, en undertrykt kvinde, Nielsine, i et trist liv indtil hendes ægtemand redder en engelsk sømand fra et forlist skib og forlanger, at Nielsine skal hjælpe ham tilbage til livet. Den tredje stemme er et menneske der er ved at drukne.
Fra den lille, danske familie og deres renovationsprojekt ryger vi næsten over i en blanding af The Ring og Ondskabens hotel, og det lykkes raffineret forfatteren at få uhyggen til at gennemstrømme hverdagslivet og idyllen ved Vesterhavet, så læseren sidder chokeret tilbage og spekulerer på, hvor mange slægtsled en forbandelse kan overleve.
Jernkysset
K.T. Bang
360 sider
Brændpunkt
Udgivet: 2024
Birte Strandby