Det begynder med en fornem jagt, kongejagten, hvor mænd fra samfundets top og pengemagten deltager. Udbyttet bliver 42 fasaner, 3 agerhøns, 4 harer – og en enkelt folketingspolitiker Det sidste ser ganske vist ud som selvmord, men omstændighederne er mystiske, og hvorfor skulle en mand køre gennem hele landet for at deltage i en prestigeramt kongelig jagt og ende med at skyde sig selv i et buskads?
Ulrik Torp er journalist og ansat som vikarierende lektor på Journalisthøjskolen. Han er eksaminator for de vordende journalister på deres afgangsopgave. En ung kvinde har arbejdet med finansiering af valgkampe. Ikke sprængfarligt i sig selv, men det viser det sig at blive. Kvinden går glad ud af døren med sit syv-tal. Ulrik Torp tager senere hendes glemte pose med sig og prøver at kontakte hende. Men hun er væk, forsvundet. Hun er også niece til den afdøde politiker. Torps hjem bliver efterfølgende udsat for indbrud, og det samme gælder den nybagte journalist og hendes forældres hjem.
I Torps eget liv sker der også mærkelige ting. Efter mange år som freelance får han tilbudt et virkeligt vellønnet job for en rig mand med politiske interesser. Hans kone der har ledt efter en god lejlighed i flere år får et fantastisk tilbud, og pludselig er der forbindelse mellem alle begivenhederne, politikerens død og journalistens privatliv.
Jagttegn er en velskrevet, veldrejet og tilpas uhyggelig, både på grund af voldsomme dødsfald og på grund af det underliggende magtspil. Ulrik er en sympatisk opdager. Han har vægtproblemer, et fantastisk forhold til sin kone, og så er han lidt af en dinosaur i journalistikkens verden. Man kan næsten kun synes om ham.
Jagttegn
Niels Krause-Kjær
300 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2024
Birte Strandby
Anmeldelse på Altinget.dk: https://www.altinget.dk/artikel/krause-forvandler-dansk-politik-til-en-krimi-og-denne-gang-med-en-hilsen-til-altinget
Anmeldelse på Litteratursiden.dk: https://litteratursiden.dk/boeger/jagttegn