Italienske sko er en livsbekræftende dødsrejse. En rigtig god og temmelig speciel roman, der griber fat i én, så man lever sig ind i hovedpersonernes skæbne og ønsker, de kan komme af med deres bedrøvelige hang-ups, så de kan favne både livet og døden i harmoni med sig selv.
Med døden som en konstant nærværende rejsekammerat følger vi den 66-årige fhv. kirurg og totale egoflipper, Frederik Welins, rejse tilbage til livet. 12 år tidligere har Welin slået sig ned som eneboer på en ø i den svenske skærgård, hvor det eneste hus er en gammel fiskerhytte, han har arvet fra bedsteforældrene. Efter en fejloperation, hvor han amputerede den forkerte arm på en ung kvinde, trak sig tilbage til isolationen. Han kunne ikke acceptere nogen form for skyld og ville ikke længere have noget med andre mennesker at gøre.
Men en iskold vinterdag banker livet alligevel på. På isen ud for øen står pludselig en gammel kone med rollator. Det er hans nu kræftsyge ekskæreste, Harriet, som han 37 år tidligere stak af fra uden et ord. Meget mod sin vilje bliver han hevet med på en tur op i de snedækkede svenske skove. Det bliver en mærkværdig rejse, hvor han konfronteres med smertefulde hemmeligheder og med den indflydelse hans mange svigt har haft på andres tilværelse. Bl.a. møder han en datter, hvis eksistens han aldrig har kendt til.
“Der findes ingen almindelige mennesker”, skriver Henning Mankell, og det er virkelig sære og skæve skikkelser vi møder undervejs i Italienske sko. Der er både dybt tragiske skæbner og stærke personligheder, som lever på egne præmisser i samfundets yderkanter. Italienske sko er en rigtig god bog, der flyder fint af sted i sit eget magelige tempo. En fin dramatisk historie om ikke kun at acceptere døden men i allerhøjeste grad også om at acceptere og tage imod livet på godt og ondt.
Forfatter: Henning Mankell
Forlag: Gyldendal
288 sider
Anmeldt af Jan Vandall
