Gyserfilm idag

Instruktør James Wan fortæller en historie om besættelse. Klassisk opsætning, familie flytter ind i et hus og de er i færd med at finde sig tilpas, da den eventyrlystne søn pludselig har en mærkværdig oplevelse på loftet i det skumle hus, som sender ham i koma. Familien forsøger, at leve med tragedien men finder hurtigt ud af, at der er noget skummelt ved sønnens tilstand. Mystiske ting begynder at ske og snart viser det sig, at der er en ond ånd indblandet.

Det er svært at være en god gyserfilmsinstruktør i dag. Det har det efterhånden været i lang tid. Folk har allerede set alting og har alle mulige forventninger, som ofte mødes på antiklimatisk vis. Visse kritikere holder også fast i, i den sammenhæng, at James Wan ikke er anderledes, hvilket kan vidne om, at hans projekt ikke rammer lige stærkt hos alle og derfor måske ikke er så innoverende, som man kan have lyst til at påstå. Det sagt er der alligevel en del, at komme efter i Insidious der dog nu, da den kom ud før The Conjuring, ikke længere har så mange unikke ting for sig selv.

Dansen om den varme grød

Det der gør James Wans projekt interessant, er måden hvorpå han i højere grad end andre instruktører som i dag begår sig i samme genre forstår Hitchcock. Han er ikke rendyrket Hitchcockerianer, men det er dog hans forståelse for tomhedens uhygge, der hæver hans film over det almene, hurtige gys. Vi kan alle få et chok af en pludselig bevægelse, et radikalt toneskift, men den sande uhygge findes i manglen. Den tomme gang og døren for enden, som står på klem. Mindet om, at vi er alene i mørket.

Det er James Wans blanding af et fint semi-socialrealistisk håndholdt kamera og en fikseren på tomhed, der gør hans film psykologisk ubehagelige. Nogle gange på en næsten David Lynch-agtig måde. Det er ikke gysene i sig selv, men ventetiden imellem dem. Den tid som James Wan bruger på systematisk at lade være med at møde vores forventninger. Tiden han bruger på, at danse rundt om vores psykologiske forsvar.

Det lidt for synlige monster

Ligesom The Conjuring bringer Insidious også et interessant, næsten fetichistisk indblik i teknologier og værktøjer, som ”professionelle” bruger til at opspore spøgelser og onde ånder. Filmen har stærke øjeblikke, gode præstationer, men flyder lidt ud i slutningen, da husets fader pludselig skal ud i et mystisk ånderige og finde sin søn. Som altid er det antiklimatisk at vise monsteret i sin helhed og monsterets verden. James Wan forsøger at overkomme denne fælde ved at holde monsteret i en slags abstrakt form, hvilket kommer til udtryk ved irrationel adfærd og aktiviteter der nok skal ses som symbolske mere end noget andet. Det er interessant, men ikke uhyggeligt på samme måde som første del af filmen.

6/10 (Set i retrospekt efter The Conjuring)

Produktionsår: 2011

Instruktør: James Wan

Medvirkende: Patrick Wilson, Rose Byrne, Barbara Hershey, Ty Simpkins

Spilletid: 1 time 43 minutter