Endnu en et produkt af forårets litterære trend: En historisk Middelhavsthriller, denne gang med udgangspunkt i Genova i 1597 under Inkvisitionen.
Inkvisitoren, Angelo DeGrasso, er en kirkens mand, der har fine resultater med at luge kætterne ud af befolkningen, så kun de sande troende bliver tilbage:
Den sande tro havde sejret, og stolt over sine fortjenester og med mig som repræsentant havde Inkvisitionen endnu engang bevist, at den var i stand til at knuse selveste Djævlen med biblens tyngde.
Af paven bliver DeGrasso bedt om at fremskaffe en bog, som en af Inkvisitionens fanger skulle være i besiddelse af – en bog, der udgør en fare for den katolske tro. Hermed begynder DeGrassos eventyr, der omfatter både heftig kærlighed, et indblik i effektive torturmetoder, brutale mord, en sørejse til Amerika og en dramatisk slutning, hvor hidtil ukendte familieforbindelser røbes.
Selve handlingsforløbet er jævnt interessant, selv om bogen – eller rettere bøgernes – hemmelighed ikke er helt så epokegørende som forventet. Sproget er højtideligt og floromvundet, grundigt informerende i tortur- og afhøringsscenerne, samtalerne metaforspækkede, men det virkeligt fascinerende er udviklingen af DeGrasso og hans faste tro og overbevisning, når han dømmer mennesker, fordi de er jøder og sender 13-årige piger på bålet for synd:
Jeg kunne ikke forestille mig en verden uden censur, en verden af fritænkeri, hvor teologernes mindre begavede indfald ville svække vores læresætninger…, en verden, hvor en hvilken som helst oplyst mand fra pøblen ville se sig i sin gode ret til at tilsmudse dem med modbydelige gudsbespottelser.
Fængende personificering af de religiøse brydninger der skaber grobund for vor tids religionstolerance.
Patricio Sturlese
Oversat af Liv Camilla Skjødt
540 sider
Jentas
Udgivet: Marts 2011
Birte Strandby