Ingen vej tilbage, hedder romanen. Spørgsmålet er i virkeligheden, om der er nogen vej frem. Er der en fremtid for fem finske  kvinder, der i en norsk fangelejr i maj 1945 bliver kronraget, og dermed  stemplet som ”tyskertøse”.

Det er det vitale spørgsmål i denne fremragende og tankevækkende  roman af Tommi Kinnunen, som her giver mæle til kvinder, der i sejrherrernes øjne valgte forkert. Bogen hverken fordømmer eller forsvarer kvinderne, men fortæller om de fems skæbne.

Romanen foregår, da de tyske tropper i forening med de finske i den  såkaldte fortsættelseskrig, er slået af de fremrykkende sovjetiske enheder. Tyskerne flygter gennem Lapland til Norge  og brænder alt af efter sig. En række finske kvinder, som har arbejdet for den tysk/finske hær er med. De har tjent som sygeplejersker, som kantinearbejdere, som elskerinder m.v.

Bogens hovedperson er den midaldrende Irene, der sætter sig ind i en officers bil, da befolkningen i hendes landsby i Lapland er i gang med at blive evakueret sydpå. På intet tidspunkt er Irene helt  klar  over, hvorfor hun tager med officeren Klaus og dermed til sidst af   havne i en fangelejr i Narvik. Måske ville hun bare opleve  noget nyt – og ud at et dødt ægteskab med organisten Kaarlo.

I Narvik  må Irene se Klaus gå om bord på et skib, der skal transportere tyskerne tilbage til deres slagne fædreland. Det samme må en lang række andre kvinder også.

I fangelejren bliver de finske kvinder kronraget. En dag bliver de kørt til den finske grænse i en lastbil. Her kan de så vælge at vente indtil de finske myndigheder samler dem op for at anbringe dem i fangelejren i Hanko.

Fem, heri blandt Irene, beslutter at  finde hjem på egen hånd. Eller rettere på egne fødder.  Det bliver en udmarvende færd med sult, kulde, fare for at gå ind i en mine, sygdom,  udstødelse og  hån fra de få, de møder, men også godhjertethed fra enkelte.

Undervejs får de et umærkeligt, lavmælt sammenhold. Navnlig Irene er klar over, at det bliver svært at få et liv efter dette. Hun erkender, at hun har valgt forkert, men som hun resonerer kunne hun jo ikke vide, hvordan det ville ende.

Tommi Kinnunen har skrevet sin roman på opfordring af sin hustru, og gik i gang med omfattende studier. Han noterer i forordet at finske mænd, der kæmpede sammen med den tyske hær, har et såkaldt traditionsforbund til at værne om minderne. Efter krigen blev kvinder, der arbejdede for selv samme hær, derimod stemplet som ludere.

”Hvorfor bliver mænds gerninger begrundet med kommandoveje, når kvinderne skal bære ansvaret som individer?” spørger Tommi Kinnunen.

Og derfor er hans roman stor og vægtig.

Ingen vej tilbage

Historisk roman

Forfatter: Tommi Kinnunen

Oversat af Birgitta Bonde Hansen

384 sider

Cicero

Udkom 10. marts 2022

Anmelder: Bjarne Gregersen