Spændingsroman for unge læsere

Trettenårige Ingeborg og veninderne spiller fodbold. Ingeborgs markedsværdi som fodboldspiller er 1.200 kr. svarende til kontingentet i Snollerslev IF. Hun har prøvet at få det gule kort to gange, og hendes far er blevet bortvist to gange for brok.

Bogen begynder med, at Frida under kampen tonser ind i Ingeborg, og så ligger Ingeborg der på banen. Hun sender en sms til sin mor i håbet om at blive hentet, men hendes mor beder hende bare købe et par liter mælk, når hun alligevel cykler forbi Brugsen; og så stiger spændingen.

I Brugsen er der nemlig to truende rockertyper der forsyner sig med varer uden at betale. Drengen ved kassen tager det ret roligt, men Ingeborg får travlt med at hente mælken, betale og styrte ud af butikken.

Hjemme fortæller hun sine forældre, hvad der er sket, og hendes far truer øjeblikkeligt med at gå i kødet på de to rockere. Det er ingen helt trygge ved. Hendes far er mere en far-type end en badass.

Ingeborg opdager til sin bekymring, at hun må have grebet den forkerte taske i Brugsen, for i denne er der både en pistol og nogle mystiske pakker. Og så får hun en en underlig sms fra rockerne, hvor der står, at hun skal bytte taske med dem i morgen.

Veninderne engagerer sig i Ingeborgs problem, rockerne bliver mere truende, og så skal pigerne i øvrigt spille kamp om søndagen.

Her er spænding fra tredje side, humor og forældre der kun er lidt irriterende. Slutningen rummer en overraskelse, og er måske også lige på kanten af, hvad man kan tro, men fin og medrivende underholdning.

Ingeborg

Finter og forbrydere

Jon Zaar

103 sider

Wadskjær Forlag

Udgivet: 2024

Birte Strandby