Ilden er sjette og sidste bind af Guldagers Køge-familie-krønike. Henry bliver et nyt og bedre menneske, Leonora maler, Klaus tror på fællesskabet, og Lilly eksisterer i sin egen ret.
Guldager forener det store billede og den historiske baggrund med de små ting, såsom at Leonora står på den samme flise hos slagteren, som hendes far i sin tid stod på, da hun skal bestille kød til datterens konfirmations, at Lilly uden held forsøger at forføre en gammel bekendt, at Leonoras yngste, Karen Margrethe, er begavet med sin egen enestående verden. Det hjælper desværre ikke mod hendes senere angst, opstået efter at Klaus har haft hende med i menneskemasserne ved Christiansborg, da der demonstreres mod regeringen. Den historiske tid er 1982-88 med indvielse af ungdomshuset, Tjernobyl, og Langelands-festival.
Leonora er denne romans mest centrale skikkelse. Hun maler og maler, men det kan ikke forhindre depressionen i at snige sig ind på hende. Hun prøver at slippe af med sin mor og sin bror. De har svigtet hende for mange gange, men de bliver alligevel ved med at dukke op i hendes liv og hun vil ikke sætte sig imod, at hendes døtre ser dem. For Leonora handler det om nye begyndelser og accept af fortidens synder.
Forfatteren springer virtuost rundt i tiden og formidler syn og sanser fra flere årtier, og enkelte gange henvender hun sig direkte til læseren, ligesom vi får glimt af, hvad der sker efter krønikens afslutning.
Guldager styrer sproget der på samme tid er poetisk og præcist, og man kan kun begræde, at serien nu er slut.
Katrine Marie Guldager
Ilden
185 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 15.09.2016
Birte Strandby
