Ingen børn er mindre værdige til omsorg end andre
Det er udgangspunktet for Rikke Smedegaard Hansen der her beretter om arbejdet som pædagog, især arbejdet med de udfordrede børn. Vi møder en række børn med meget forskellige problemer, og det til fælles at de ikke har lært, at de kan bruge omsorgspersoner.
Det tager lang tid for et svigtet barn at opbygge tilliden til et andet menneske, og det er ikke småting, pædagogen må finde sig i fra aggressivt sprogbrug til vold. Det kræver en helt særlig indstilling at få etableret kontakt med barnet, og forfatteren har ydermere involveret sig følelsesmæssigt, sommetider endda så meget at det har udløst kritik fra kolleger, der fandt at den professionelle distance udeblev, når barnet sad på skødet af sin pædagog eller holdt hende i hånden. Ikke desto mindre har det været nødvendigt for barnet, og de positive effekter er uomtvistelige.
Pointen er, at det er skolen, som har et problem, hvis et barn løber væk. … Pædagogerne og lærerne er de professionnelle. Barnet er bare et barn.
Der er børn der råber og slår klassekammerater og helst agerer på de voksnes vrede, fordi vished om elendighed er bedre end uvishedens elendighed. Pædagogen kan gøre en indsats for at signalere, at han/hun er til stede og lytter, men det kræver, at pædagogen er i stand til at tilsidesætte sig selv og se på tingene fra barnets synsvinkel. Det kan være opslidende. Forfatteren nævner problemer med en dreng der hele tiden er indelukket og ulykkelig, hvor hun er nødt til at bede en kollega om at træde til, fordi det bliver for svært at tackle hver dag og alene.
Som om det ikke var nok, så er der andre kampe. For eksempel kan man sige, at en del af opgaverne burde ligge hos forældrene, men hvad hvis de ikke kan klare opgaven? Der er børn der lettere får opmærksomhed end andre, hvordan får man retfærdighed på det område? Og hvordan ser det ud med skolens pædagogik, er den overensstemmende med pædagogens?
Det er en indlevende beretning, og man får indtrykket af, at pædagogen skal levere både professionalisme OG sin sjæl for at bidrage til et samfund med hele børn. Pædagogens opgave er stor og krævende, og hvis barnet har lus eller kalder pædagogen for luder, så må man bare hanke op i sig selv og tage fat i sine sammensparede rationer af empati og etik.
Der er også gevinster, når kontakten til barnet lykkes, når det omsorgsvigtede barn flyttes væk fra det der truer, men ellers er bogen ikke en reklame for pædagogjobbet, og som læser kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan det gik den dreng der fik bank, hver gang Ida gik amok. Men måske er der andre pædagoger til at tage sig af ham?
Ida er pisseprovokerende
En bog om følelser i pædagogisk arbejde
Rikke Smedegaard Hansen
Forord af Elisa Rimpler
216 sider
Akademisk Forlag
Udgivet: 2020
Birte Strandby
