I juni 1219 forsøger Kirstine – forklædt som Mathis – at stjæle en kiste med guld der er beregnet til at blive brugt på korstogene. Det slipper hun ikke særligt godt fra, og munkene kaster både hende og korstogsridderen og svindleren Albrekt i fangehullet.

Heldigvis giver kongen amnesti til alle fanger i anledning af det forestående korstog, så opholdet bliver forholdsvis kort. Albrekt opdager, at Mathis i virkeligheden er en pige og tager hende under sine vinger under korstoget til Estland. Han er en mand med stor livsappetit og begrænset samvittighed, en type der er god brug for under den blodige rejse, for der er mange slag, der skal udkæmpes undervejs. Og Albrekt har planer om at lede efter en skat, som Kirstine også gerne vil have fingre i.Det er en handlingsmættet børnebog med baggrund i Valdemar Sejr og dennes korstog til Estland, hvor Dannebrog som bekendt faldt ned fra himlen. Der er også lidt om de kristne danskeres noget håndfaste dåb af esterne, en proces der hjælpes godt på vej af Valdemars store hær, der giver esterne det lette valg: Korset eller sværdet.

Kirstine er eventyrlysten og nysgerrig. Desværre er hun ikke helt troværdig. Hendes sprog er nutidigt uden forsøg på at konstruere noget, der kunne have fungeret i 1219. Og ordningen med at Kirstine på munkenes opfordring får arbejde som smedelærling må have være forholdsvis overraskende dengang.

Selvom Thit Jensen i sin tid gjorde en indsats for at demonstrere Valdemarenes især Valdemar Atterdags fremadskuende livssyn, er der næppe noget belæg for hverken særlige pædagogiske tiltag eller omsorgsfuld statsforsørgelse formidlet af kirken.

I Herrens navn
Forfatter: Benni Bødker
208 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 31.03.2009

Birte Strandby