Med al respekt for de marxistiske tanker, der vel har samme berettigelse som andre filosofier, kan man godt undre sig over de danske kommunister i 1970’erne, der fastholdt, at Østeuropa og især USSR havde fat i den rigtige politiske tankegang til trods for de vedholdende rygter om armod og frihedsberøvelse, der nåede frem til danske ører. Men her følger en slags forklaring – og en undskyldning. Når man læser Grimstrups bog, er det indlysende hvordan han og andre unge kommunister har ladet sig forføre og i ungdommeligt overmod og arrogance har kunnet se bort fra vægtige indlæg i tidens debat som Solsjenitsyns ’Gulag øhavet’, mens de hyldede Rumæniens leder Ceausescu i 1980 og ikke lod tilstandene i USSR og DDR udløse nogen skepsis overfor styreformen. Forfatteren sammenligner troende kommunisters fascination af stalinismen med fanatisme. De unge i VS havde forbillede i Lenins imperialismetænkning og kunne derfor billige såvel den særlige ekspropriation af pengemidler, der kaldes røveri som det retfærdige i en voldelig magtovertagelse af et demokratisk styret samfund. Blekingegadebanden er et indlysende eksempel på denne målet-helliger-midlet-tankegang.

Desuden berører bogen de herskende pædagogiske retninger i tiden, og især erfaringspædagogikken som den blev udøvet af Tvind samt stormagternes våbenkapløb under den kolde krig, der sammen med pressens forsøg på historieforfalskning også bliver optakten til Grimstrups udmeldelse af DKP. Efterfølgende har Grimstrup ingen roser til overs for den isme, han lånte 11 år af sit liv.

Det er en interessant bog. I begyndelsen rigeligt selvbiografisk men fremstillingen af synsvinkler og ikke mindst overvejelserne i forbindelse med de politiske vinde er godt stof til eftertanke.

Jørgen Grimstrup

220 sider

Informations Forlag

Udgivet: Oktober 2011