I dette – et af verdens mest lige lande – er uligheden vokset. Gini-koefficienten er steget, og den rigeste ene procent danskere ejer nu 25 % af den samlede danske formue.
Uligheden er steget siden 1980, og indkomsterne for den ene procent er fra 2012 til 2019 vokset med 47 %, mens de fattigste 10 procent kun har fået 5 % mere i samme periode.
Ifølge forfatteren – og med god dokumentation – skyldes det blandt andet, at den økonomiske politik begyndte at fokusere på incitamenter, det vil sige overvejelser om, hvorvidt en høj arbejdsløshedsunderstøttelse virker dæmpende på incitamentet til at søge arbejde – og en høj topskat påvirker lysten til at arbejde mere.
Indkomstulighed blev betragtet som nødvendigt til skærpelse af incitamentet til at arbejde og dermed bidrage til statskassen. Nyere økonomisk teori – understreget af Pikettys bøger – viser dog, at der ikke kan påvises nogen sammenhæng mellem ulighed og vækst.
En lavere kontanthjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse kan måske få flere i arbejde, men hvad med dem, der stadigt ikke kan finde job, og hvad med deres børn? I 2021 levede ca. 54.000 danske børn i fattigdom i mindst et år. Børn opvokset i fattige familier får mindre uddannelse og dårligere jobbetingelser.
Under pandemien voksede formuerne, især på grund af stigende boligpriser og pensionsopsparing. Med den stigende ulighed følger også en lav social mobilitet og risikoen for kriminalitet. Der er derfor al mulig grund til at bekæmpe uligheden. Det kan man gøre på flere måder, eksempelvis ved progressiv beskatning, også i overensstemmelse med Piketty. Virksomhedsbeskatning kan også være en mulighed, men det skal gennemtænkes, så man ikke i stedet løber en risiko for, at virksomheder flytter til udlandet.
Birthe Larsen skitserer hurtigt og logisk hovedpunkterne i de med uligheden følgende vanskeligheder, og hvad vi kan gøre for at undgå dem. Timingen er velvalgt, ikke mindst fordi flere af partierne i Folketinget angiveligt er i gang med overvejelser om skattelettelser, der alt andet lige næppe vil påvirke uligheden positivt.
Det er fint, at man i en lille 80-siders bog kan få det vigtigste i baggrunden for dagens debatter.
Hvorfor stiger uligheden – og hvad gør vi ved det?
Moderne Tider
Birthe Larsen
80 sider
Informations Forlag
Udgivet: September 2023
Birte Strandby