Til de mindre børn er der her en historie fra Bibelen, som er lidt anderledes, end vi gik og troede. Den handler om Noah, der har bygget en ark. Han tager rundt i verden og samler dyr til sin ark – også dyr, som de fleste sprøjter gift på eller træder på. Og da arken er fuld, starter uvejret. Det regner og regner, og det er ikke muligt at se andet end vand så langt øjet rækker.

Der er et vældigt leben ombord på arken, og Noah har meget travlt med at fodre de mange dyr. Efter 20 dages sejlads springer arken læk. Det er lige før det går helt galt, men Noah og hans hund har en ide.

Som i Bibelen ender det lykkeligt for Noah og dyrene i arken, denne gang takket være Noahs hund.

Historien er krydret på en lidt anden måde, og ikke mindre underholdende end den udgave vi kender. Der er fine helsides tegninger, de fleste af dem både skøre og underholdende: Krokodillen sidder med yoghurtbægre, hesten spiser med kniv og gaffel, kålormen har handsker på alle ben, undtagen de nederste som den går på, og som derfor har sko.

Tilsyneladende er der kun et dyr af hver slags, men de lever fint med hinanden. Hesten og elefanten danser, kænguruen og flodhesten drikker sodavand sammen, og tigeren læser. Der er også blæksprutter og fisk inde i arken. Havde de ikke overlevet udenfor?

Sjov bog med vilde detaljer, som man kan diskutere med sine forældre, eller hvis man er lidt ældre med sin lærer i biologi.

Hvordan hunden fik sin våde snude

Kenneth Steven

Illustreret af Øyvind Torseter

Oversat af Rebekka Gertz Andersson og Mads Heinesen

34 sider

Vild Maskine

Udgivet: 2019