Taber vi fakta og den fælles opfattelse af virkeligheden, taber vi også tilliden og sammenhængskraften og siden demokratiet.
Et fotografi af Donald Trump og Kim Kardashian i Det hvide Hus sætter gang i tankerne hos forfatteren. Hvad er det der sker, når præsidenten og influenceren lader sig fotografere sammen? Kardashians sociale magt sammen med præsidentens politiske ditto bliver et viralt fænomen der kan gavne både influencerens og præsidentens projekt.
Camilla Mehlsen har lavet en undersøgelse, der blandt andet viser, at ca. halvdelen af alle danske piger på gymnasiet følger Kim Kardashians lillesøster Kylie Jenner der har mange millioner følgere. Nyhedsinfluencere deler viden, som de almindelige nyhedskanaler ikke har med, og det viser sig, at nyhedsinfluencerne har adgang til unge, som nyhedsmedierne ikke kan nå. Generationskløften er, når det kommer til måden at modtage sine nyheder, større end nogensinde før.
En undersøgelse af Fox News i USA viste, at ni ud af ti amerikanere følger bestemte TV-værter, og Mehlsen kommer i bogen ind på, hvordan unge i større grad end de ældre forventer at få personlighedsbårne nyheder og gerne i en form der ligner samtale. Når det gælder brugen af moderne medier er det de unge der går foran, og de ældre der følger efter, så måske vil nyhedsformidlingen i højere grad fremover foregå via influencere. Når influencere har tilstrækkeligt mange følgere får de også adgang til magthavere på samme niveau som journalister.
Mehlsen går videre med en slags typologisering af influencere og en diskussion om pressen som demorkatiets vagthund. Sjovt nok tager bogen i lighed med andre nylige udgivelser fat i netop Watergate og journalisterne Woodward og Bernsteins indsats. Forhåbentligt er det ikke fordi, det er vanskeligt at finde nyere eksempler på journalistisk opklaringsarbejde.
Problemet med ‘gammeldags’ journalistisk er, at den er ansigtsløs og tilstræbt objektiv. Det har ikke den samme fascination som en personlig fremstilling, og i de vældige informationsstrømme er vi nødt til at se efter nogle fyrtårn.
Slutteligt har forfatteren en række forslag til, hvordan man ændrer nyhedsformidlingen, så den tager det personbårne til sig uden at slække på troværdigheden. Fin information og en lille guide til, hvordan man redder nyhedsformidling og får journalistikken tilbage på vagthundens plads.
Hvordan er nyhedsinfluencere en magtfaktor?
Camilla Mehlsen
Moderne tider
100 sider
Informations Forlag
Udgivet: 03.06.2025
Birte Strandby