Ella og hendes familie flytter fra København til provinsen, til et børnevenligt sted med gamle huse og haver. Hele familien glæder sig til den nye tilværelse. Ella bliver modtaget pænt på den nye skole af læreren og klassekammeraterne. En klassekammerat spørger Ella, hvor hun ‘egentligt’ kommer fra, og det forvirrer Ella, at ‘København’ ikke er svar nok. Ellas far er adopteret fra Korea, og Ella har arvet nogle af hans træk.

Næste dag går det helt galt. Ella klarer sig fint i gymnastiktimen, og en klassekammerat vurderer lynhurtigt, at det er fordi, kinesere er gode til sport. Og da de skal fordele roller i Prinsessen på ærten, erklærer Isabella, at prinsesser altså er lyshårede. Ella bliver så vred, aftensmåltidet ender dårligt, men Ellas far har alligevel fanget problemet og hjælper Ella med at rede det ud. Næste dag taler klasselæreren om racisme og forskelsbehandling i klassen, og efter nogle diskussioner klarer børnene selv deres udfordringer.

Illustrationerne er holdt i dæmpede røde og brune farver og fremstiller smukt Ellas miljø, omend skolen måske er en smule mere idyllisk, end de skoler man sædvanligvis oplever.

Bogens projekt er blandt andet at fortælle, at man er dansker, hvis man føler sig som dansker, og det lykkes meget godt. Umiddelbart kan Ella godt forekomme en antydning krænkelsesparat for et almindeligt privilegieblindt menneske – måske er hun lidt sårbar, fordi hun lige er flyttet? – men det er naturligvis fint, at der bliver reageret hurtigt fra børn og voksnes side, og især er det godt, at børnene selv er i stand til at løse vanskelighederne. Men man kunne måske også forestille sig skoler, hvor nuancer i hud- og hårfarve aldrig problematiseres?

For de syv – ti årige.

Hvor kommer du rigtigt fra?

Martine Münster Spanger-Ries & Marlene Spanger

illustreret af Ann-Sofie Vejs

57 sider

Rebel with a Cause

Udgivet: 2021

Birte Strandby