Fire bøger om Nalle, hendes familie og venner

Målgruppen er fra et til fem år, og der er her gode muligheder for, at selv de yngste får fuldt udbytte af bøgerne der er lette, med genkendelige situationer og giver børn mulighed for at genkende Nalles følelser.

Nalle er tre-fire år gammel. Hvilket dyr hun er, er ikke helt klart, men det er noget rundt og pelset, og hun er venner med en kanin i ca. samme størrelse som hende selv.

Hvem rydder ikke op?

Nalle vågner, og det er weekend. I Nalles perspektiv er det noget med at spise morgenmad foran fjernsynet. Men far siger, at den går ikke, for han skal støvsuge. Mor siger endda, at det er oprydningsdag. Mor og far er ikke enige om oprydningen og kommer op at skændes. Skænderiet er fint illustreret med en masse tekst om oprydning, overstregninger og vrede forældre. 

Heldigvis kan Nalle få sine forældre til at holde op med at skændes, og så sætter de i stedet popmusik på radioen, og verden går videre med oprydning og besøg på genbrugspladsen, og også lidt roderi.

Illustrationerne er helsides tegninger, og minder i sin barnlige streg en smule om illustrationerne i serien om De Tre Bukke Bruse. De er enkle og overskuelige, men kan også indeholde mange ting. For eksempel er der rigtigt mange ting både i stuen og på Nalles værelser, før de rydder op.

Hvem er sur?

Nalle leger med klodser, og så kommer katten og vil være med. Det er Nalle bestemt ikke klar til. De kommer op at slås, og Nalle slår katten i hovedet med en klods. Katten begynder at græde og bider Nalle, så han også begynder at græde, men herefter går det heldigvis fremad, og de to finder ud af at lege sammen.

Bogen har i sin essens en del lighed med Jeppes bil, men der er en voksen der griber ind. Under alle omstændigheder handler det om følelser, som selv det meget lille barn kan genkende, og netop de genkendelige følelser er glimrende til at vække og fastholde opmærksomheden.

Hvem sover ikke?

Kanin kommer på besøg hos Nalle og skal overnatte. Det går vældig godt, så længe de leger, men da de skal sove, kommer Kanin til at længes hjem. I første omgang lykkes det Nallemor at trøste ham, så han tør sove hos Nalle, men senere bliver det nødvendigt at ringe efter hans mor. 

Det er følelser som glæde, utryghed og savn der huserer her, og dem kan den mindste fint genkende.

Hvis mormor?

Nalle besøger sin mormor, og det er super. Nalle og mormor har et nært forhold. Men så ankommer den dumme kusine der kalder mormor for farmor. Hun tager noget af mormors opmærksomhed og ødelægger det for Nalle. Men da kusinen har et uheld og savner sin far, ændrer Nalles sin holdning, og dagen ender hyggeligt.

Her er det især jalousi og problemet med, at man godt kan dele noget uden at miste. Basalt en ret voksen tankegang, men forståelig for de mindste i denne udgave.

Det er søde bøger, og de er lette at forstå på samme måde som bøgerne om Jeppe af Barbro Lindgren og Eva Eriksson og dermed også meget velegnede til oplæsningen for de helt små.

Hvem rydder ikke op?

Hvem er sur?

Hvem sover ikke?

Hvis mormor?

Stina Wirsén

Oversat af Mads Heinesen

28 sider

Vild Maskine

Udgivet: Oktober 2025

Birte Strandby