Hvem kan li’ dræbersnegle?

Simone, Tommy og deres forældre flytter fra den store by ud på landet. De flytter ind i et lille hus med en stor have. Det er ren idyl. Men der er et problem. Der er dræbersnegle. Simone synes, at de er ulækre. Mor mener ikke, at det er så slemt, men opdager så, at de har okkuperet agurkeplanterne. Så går far i krig, afprøver alle de manøvrer, der burde kunne aflive dræbersnegle.

Alligevel er de der hver morgen i squashen, i salaten, i jordbærrene. Den eneste der ikke har et problem med sneglene er Tommy. Og så tager familien en principbeslutning.

Illustrationerne dominerer bogen. Teksten fylder ikke mere end et par linjer på hver side. Billederne er vandfarver, gul, rød, blå, men mest grøn, fordi det er det, haven er, grøn. Det giver et billede af en sund verden med plads til natur og miljø. Byen er illustreret som en klump grå højhuse og danner dermed kontrast til det sunde grønne.

Man kan læse bogen på flere måder. Dels er der familien, der beslutter at leve i respekt med naturen, også selv om den ikke leverer lige godt på alle parametre, og dels er der Tommy, der ikke har problemer med at acceptere andre af naturens skabninger. Med Tommy får vi et signal om, at vores til tider lidt besynderlige forhold til den natur, vi udnytter uden altid at nyde, er kunstigt og tillært, og at udnyttelsen måske ikke hører til vores bedste kvaliteter.

Hvem kan li’ dræbersnegle? er velegnet både til oplæsning og debat, men også til unge læseres selvlæsning. Det moralske i bogen kan i høj grad tale til børn.