Romantik findes i alle mulige litterære udgaver, men to af de klassiske er som bekendt Margaret Mitchells Borte med blæsten og Jane Austens Stolthed og fordom. Måske netop derfor er begge blevet brugt som rammer for andre romaner af andre forfattere. Alexandra Ripley vandt i 1992 en konkurrence om, hvem der kunne skrive den bedste fortsættelse til Borte med blæsten, og hendes roman Scarlett blev så stor en succes, at den blev filmatiseret med Timothy Dalton i den hotteste manderolle i det tyvende århundredes filmproduktion.

Regine Deforgés brugte i 1983 Borte med blæsten som ramme for sin trilogi, der begyndte med Pigen med den blå cykel. Hun flyttede handlingen fra den amerikanske borgerkrig til 2. Verdenskrig, og alle de scener Borte med blæsten rummer med antydet sex og vold, gjorde hun virkelige, og så tilføjede hun yderligere et par scener. Det gjorde hendes version mere spændende men sandelig også mere frastødende, og romantikken gik selvsagt fløjten, for det kan være svært at få romantik placeret mellem sex og vold.

Stolthed og fordom benyttede P. D. James i 2012 som baggrund for en kriminalroman: Døden kommer til Pemberly, hvor Lydias luskebuks af en ægtemand bliver myrdet; og nu tager Jo Baker så fat i romanen igen men denne gang med tjenestefolkenes synsvinkel.
Problemet med at genbruge gamle romaner på den facon er, at man som læser er tilbøjelig til at kigge efter det der kendetegnede den oprindelige roman her altså betagende, enestående romantik. Men romantikken kan man lede længe efter, når forfatterens ambition er at fremstille et mere realistisk billede at livet i begyndelsen af 1800-tallet.

Men er man først kommet sig over sin eventuelle skuffelse, så har Huset Longbourn kvaliteter, der gør det til en læseværdig roman, omend den føles lidt langsom i travet. Eksempelvis har Mr. Collins, der i Stolthed og fordom jo optræder som en slags klovn uden situationsfornemmelse, en anderledes rolle her, fordi han som den eneste ser tjenestefolkene, og fordi han bekymrer sig en smule for, hvordan en respektabel men bestemt ikke rig familie kan tillade sig at have fem døtre der sidder til stads uden at deltage i husarbejdet, mens de få tjenestefolk knokler mere end sundt er.
Der er flere Austen-uvedkommende træk ved Huset Longbourn: Der er et afsnit, hvor en ung officer, der gæster huset Longbourn er nødt til at straffe en menig med piskeslag; Bingley-familien har sin rigdom fra trekantshandlen, og i det hele taget afslører tjenestefolkenes synsvinkel masser af social uorden og uretfærdigheder, som det ville have været ødelæggende at omtale i den oprindelige Stolthed og fordom.

Romanens hovedperson er Sarah. Hun er tjenestepige, og hendes række af pligter er uendelig lang. I lighed med sit herskab får hun også en oplevelse, da familien Bingley flytter ind på Netherfield, nemlig den unge kammertjener som Bingley bringer med sig og som bliver forelsket i Sarah. Han får Sarah til at drømme om en anden slags liv. Hans konkurrent er James der arbejder sammen med Sarah på Longbourn. Han har hemmeligheder, men Sarah føler sig tiltrukket af ham og vakler mellem to mænd og flere tilværelser, der er mere eller mindre ufri.
Og så røbes der i Huset Longbourn adskillige hemmeligheder som ville have harmoneret dårligt med Stolthed og fordom.
Oversat af Line Miller
400 sider
Gyldendal
Udgivet: 06.06.2014