Huckleberry Finn

Mark Twains vidunderlige roman er fra 1884, og den foregår i tiden før borgerkrigen på det Mississippi, hvor han selv huserede som ganske ung, og som gav ham navnet Mark Twain = Mark Two = To favns dybde, der er mere mundret end fødenavnet Samuel Langhorne Clemens.

Huckleberry Finn er efter sit indbringende eventyr med Tom Saywers kommet i huset hos en enke. Det er ikke så dårligt, selvom han skal gå i skole hver dag og i kirke om søndagen, og han i øvrigt ikke må ryge pibe.

Præsten talte, … og det var så kedeligt, at jeg kunne skrige.

Men en dag dukker hans far op og forlanger Hucks penge udleveret. I første omgang får enken jaget ham væk, men han kommer tilbage og bortfører Huck. Det lykkes Huck at fingere mordet på sig selv, og så stikker han af. Det samme gør en negerslave, Jim, fra samme by, fordi hans ejerinde overvejer at sælge ham. Sammen sejler de ned ad Mississippi på en tømmerflåde. Undervejs møder de Kongen og Hertugen, svindlere og prædikanter – alt efter, hvad der er flest penge i. Den ene flygter fra en by, fordi han sælger en mikstur, der skal rense tænderne. Desværre ryger også tandemaljen. Og den anden prædiker en moral, han ikke selv kan overholde.

Efter en strabadserende tur og en dramatisk redningsaktion, når de igen frem til en tilværelse med for meget skole- og kirkegang.

Den gode historie er velbevaret, og nogle af de politisk ukorrekte tekstdele er gengivet;

Jim er ualmindelig klar i hovedet af en slave at være.

Ligesom Huckleberry Finns egne filosofiske betragtninger også er kommet med:

Samvittigheden fylder meget meget meget mere end noget andet i ens hjerte, men man kan ikke bruge den til noget.

For den der måtte holde af den oprindelige roman mangler der en del af fortællingen, og man savner måske også den oprindelige sydstatstone, som en oversættelse næppe vil kunne retfærdiggøre:

Then I turned around and there he was. I used to be scared of him all the time, he tanned me so much. I reckoned I was scared now, too; but in a minute I see I was mistaken—that is, after the first jolt, as you may say, when my breath sort of hitched, he being so unexpected; but right away after I see I warn’t scared of him worth bothring about.