Den irske forfatter Hugo Hamilton har skrevet denne erindringsroman om en barndom med prædikatet The Speckled People.
’Når jeg bliver voksen, vil jeg også løbe væk fra min historie’… siger drengen Johannes Ó hUrmoltaigh (Hamilton på engelsk).
Johannes’ far er irer og insisterer på, at sproget i hjemmet er irsk, skønt hans egen far kæmpede på engelsk side under krigen. Tysk er dog også tilladt, fordi børnenes mor er tysker, men engelsk, som de andre børn i Dublin taler, er en synd, der straffes med slag, hvis faren hører det. Indtil den dag, hvor moren har fjernet de kæppe der anvendes til afstraffelse, og faren derfor i stedet hælder en skål æblekompot ud over sønnen.
Tiden er halvtredserne og begyndelsen af tresserne. Moren har forladt Tyskland i overensstemmelse med hendes families antinazistiske holdning. Alligevel kaldes hendes sønner nazister og Eichmann af de andre børn, og Johannes stilles for en børnedomstol og dømmes til henrettelse.
I hjemmet er de to forældre både enigheden og modpolerne. Farens irske nationalisme grænser sig til det fanatiske og tromler i perioder fuldstændigt morens enestående pædagogiske talenter, og først til sidst taber han sprogkampen – og køber et fjernsyn.
Johannes’ fortælling begynder, da han stadigt er forældrenes loyale discipel, men allerede på den første dag i skolen, giver han lærerinden en lussing, en handling som især hans mor opfatter som meget positiv. Men ellers er Johannes’ barndom dybt kompliceret, hans omgivelser er forvirrende sammensat af ord-folk og knytnæve-folk, og fra sin far har han arvet en magtesløs vrede, som han først til sidst finder midler til at styre.
Forfatter: Hugo Hamilton
Oversat af Bente Kastberg
330 sider
Forlag: Turbine
Udgivet: 10.03.2010
Birte Strandby
