Historiske Dage er ikke kun historiske dage. Det handler også meget om litteratur, erhverv, beklædning – og især det sidste skaber stemning – og næsten en forventning om, at rollespillet er lige om hjørnet.

Arrangementet finder sted i Øksnehallen på Halmtorvet i København, og det begyndte allerede uden for hallen.

Opbygningen minder om Krimimessens med samtaler, interviews, præsentation af nye bøger, men er i højere grad også en række tidsbilleder med rigtige mennesker i tidligere tiders påklædning, hvadenten det drejede sig om kjoler i 1800-tallet eller uniformer fra 2. verdenskrig.

2. verdenskrig var et af de emner der fyldte rigtigt meget – eller krig i det hele taget. I forbindelse med 2. verdenskrig handlede det om såvel Wehrmacht som modstandsgruppen Holger Danske.

Også Grønland var på programmet herunder en præsentation af den nyligt udgivne ‘Den allerliderligste skare‘, og når vi nu er ved Danmarks kolonimagtstilbøjeligheder, så fortalte DRs repræsentanter om den nye serie Slave af Danmark.

Standene rummede både de velkendte forlag og adskillige museer, og lidt overraskende var der repræsentanter for den danske version af amerikanernes reenactment af borgerkrigen.

Udover de mange direkte historiske indslag og stande, så var der på især Rød Scene debatter om, hvordan Danmarks økonomiske fundament ændrede sig fra at være baseret på landbrug til at fundere sig på industri. I den forbindelse var Den sorte omstilling. Fossile brændsler og livet i byerne der netop er udgivet på Gads Forlag et særligt interessant indslag. Den sorte omstilling er skrevet af af Sissel Bjerrum Fossat. Omstillingen finder sted umiddelbart efter 2. verdenskrig og især i 60’erne. Efter krigens rationering kom materialismen til ære og værdighed, og forbrugerismen afløste knapheden. Vi lærte at forbruge uden skam. Forbruget blev sat lig med et frihedsideal, og man kan næsten sige, at det kunne ses på tøjet. Nylon og perlon blev de nye, kunstige stoffer, der fejede de naturlige af vejen som en slags vi-kan-slå-naturen-mantra. Ifølge både Bjerrum Frost og moderator Mathiess Dressler Bredsdorff kunne denne tidlige forbrugsbegejstring være noget af det, vi stadigt slås med, når vi nu skal have slukket for storforbruget igen.

Der var flere indslag om erhvervslivet, men i mange tilfælde var der en tendens til at beskæftige sig mere med personer i familievirksomhedens stamtræ end egentlige overvejelser om forretning og udvikling af samme, så der var ikke helt det bid i interviews og dialoger, som der kunne have været.

Der var også mulighed for at prøve en rustning, der ikke bare er praktisk i nærkamp, men også ser tjekket ud.

En engageret munk optrådte som læge med middelalderlige betragtninger på sygdom og helbredelse.

 

Historiske Dage havde mange spændende oplevelser at byde på. Øksnehallen er mindre og mere overskuelig end Bogforum og Krimimesse, og der er restriktioner på antallet af besøgende, så det blev aldrig klaustrofobisk. Det giver fin stemning med de mange mennesker fra fortiden, og selv om der historisk er nok at skamme sig over som dansker, er der både sjæl og eventyr i arrangementet.

 

Søndag den 30. marts 2025

Birte Strandby