Seks små historier med og uden morale: Katinka sælger sin sut, Nikolaj går i skumbad, Kalle leder efter en at spille bold med, Katinka smider bleen, Nikolaj er mørkeræd og Kalle skal ud at sejle med sin nye båd.

Historierne om Katinka giver god mening for den treårige, der fortæller sin bamse, hvad der skal ske i forbindelse med de omvæltninger det giver at smide sut og ble. Samtidigt er der venlige vink og anvendelig psykologi til de forældre, der skal hjælpe barnet med kampen.

Nikolaj har andre kampe først med skumbadet og dernæst med angsten for mørket. Både Katinkas far og Nikolajs forældre er enestående tålmodige, og alt lykkes til sidst.

Kalle er i modsætning til de to andre ikke et barn, men en abe. Hans forældre forekommer ikke i historien. Til gengæld har han venner: En giraf, en bjørn, en frø – og et lidt mere distanceret forhold til en krabbe. Historierne om Kalle handler først og fremmest om venskaber, og her klarer man sig voksent uden voksen indblanding.

Fortællingerne om Katinka og Nikolaj kan et barn på to – fire år forholde sig til, og der tages udgangspunkt i forhold, som børnene kender: Sut, skumbad, ble, mørkeræd. Lidt anderledes er det med Kalle, men også de kriser Kalle oplever er almindelige for børn i tre års-alderen, hvor man lærer at skelne mellem dit og mit.

Illustrationerne er enkle og overskuelige, dog er ’Nikolaj er mørkeræd’ ret dramatisk og mindre harmonisk. Det er lette historier til oplæsning, men i lige så høj grad skabt på forældrenes præmisser som på barnets.

Historier for de meget små

Jørgen Stamp, Frank Bornakke, Karin Hultman Jensen

162 sider

Carlsen

Udgivet: 31.01.2011

Birte Strandby