Det er kærligheden til bøger, der om noget er kendetegnende for hovedpersonen i Gabrielle Zevins bog ”Historien om A.J. Fikrys liv”. Heri følger vi den unge enkemand, boghandleren A.J. Fikry. Efter hustruen er død, er han sunket dybt ned i melankoli og selvmedlidenhed. Bogen hylder den gode fortælling og det, den gør ved os som mennesker. Selv gør den sin læser meget glad!Kun glæden ved litteratur holder ham oppe.

Når A.J. ikke driver sin boghandel i den lille by Alice på en ø, fjernt fra storbyen, drikker han for at dulme sorgerne. Boghandelen har ikke længere nogen nævneværdig betydning for ham, og salgsbesøgene fra den unge forlagssælger Amelia, gør heller ikke noget indtryk på ham. Men alting ændres med ét, da A.J. en dag år leveret en gave af særlig karakter. A.J. må på banen igen.
Vi følger A.J. igennem en lang årrække, hvor livet viser sig fra sin lyse side. A.J. får modet tilbage, tager del i livet på ny og kærligheden lukkes ind. Også den lille boghandel nyder godt af A.J.´s forvandling.

Hvert kapitel i bogen indledes med en omtale af en bog, som A.J. holder særlig af. Undervejs bliver læseren klar over, at disse kapitler udgør en bog i sig selv, som A.J. skriver til en af sine kære. En del af disse titler var ukendt for mig, trods det at jeg er bibliotekar. Grunden skal givetvis søges i den amerikanske litteraturtradition.

Gabrielle Zevins bog rummer da også mange referencer til litteratur. Særligt i bogens første del er forfatteren meget gavmild med henvisninger til bøger og forfattere. Hvis du i forvejen elsker bøger – af alle slags – er det netop dét, der gør ”Historien om A.J. Fikrys liv” ekstra givende. Det er både sjovt og inspirerende at blive præsenteret for alle disse litterære referencer. Som læser er man ikke i tvivl om Gabrielle Zevins store fascination og kærlighed til bøgernes verden. Den formidler hun flot.

Historien om en sårbar mand, der finder håb og mod, er i sig selv en smuk og opmuntrende fortælling. Gabrielle Zevin skriver let og ubesværet. Historien om A.J. kunne nemt være en sukkersød kærlighedsfortælling.”Historien om A.J. Fikrys liv” er andet og mere. Den er varm, vedkommende og fuld af små overraskelser – præcis som livet.

Jeg glæder mig over, at Gabrielle Zevin ikke alene skildrer A.J.´s udviklingsrejse, men også fortæller om den side af livet vi kender så godt: problemerne, sorgerne og bekymringerne. ”Historien om A.J. Fikrys liv” balancerer flot mellem feel good stemningen og hverdagsdramaet, vi alle kender.
Man kan ikke andet end at holde af personerne i bogen og glæde sig over, at opleve en fortælling der har litteraturen som det kit, der binder mennesker sammen. ”Historien om A.J. Fikrys liv” er velskreven og vellykket. Bogen hylder den gode fortælling og det, den gør ved os som mennesker. Selv gør den sin læser meget glad!

Historien om A.J. Fikrys liv

Gabrielle Zevin
Oversættelse ved Rasmus Hastrup
Lindhardt og Ringhof
281 sider, paperback
Udgivelsesdato: 24.3.2015

Anmeldt af Nønne Lønne Votborg