Hvert år er hestehuller skyld i ulykker, hvor svømmere bliver ført med strømmen ud i havet, hvor de ikke kan bunde. Samtidig er strømmen ofte så stærk, at det kan være umuligt at svømme imod den.
Karaktererne i Tina Månssons debutroman oplever alle hestehuller – enten helt konkret eller i overført betydning. Alle kommer de ud for begivenheder, som ryster deres tilværelse, og griber ændrende ind i deres liv.
Romanen består af en række forbundne fortællinger om folk fra ”Næsset”, en lille halvø et sted i Danmark, og fortælles af en flok gamle mænd, som måske minder lidt om koret i den græske tragedie. De fortæller, som sad de om landsbyens gadekær og sladrede om ”de andre”. Fortællinger om hemmelighederne, om det voldsomme, det pinlige eller chokerende.
Vi hører om Marie, en ung bondekone som under arbejdet i marken rammes af lynet og dør. En ung mand, som selv er gift, men hjælpeløst forelsket i Marie, er vidne til ulykken. Hvordan klarer han det, og hvad gør det ved ham? Maries mand, knækker helt, han opsøger selv hestehullerne og efterlader sine to børn forældreløse. Og vi hører om den lille pige, der som spæd blev afleveret på børnehjemmet, og som hver dag er ude at lede efter sin mor.
Mange af fortællingerne er melankolske og dramatiske. Alle kredser de om, hvordan man overlever tilværelsens slag. Hvordan man kommer videre med sit liv. Og hvor meget vi har brug for hinanden for at komme videre.
En af fortællingerne er om præstevikaren Esbern fra Fyn, som hurtigt får sat sit muntre præg på byen. Esbern inviterer alle ind til kaffe og en lille én, midt i sit flytterod, han holder meget korte prædikener, men får alle i kirken til at le, og han serverer Jesu blod i nogle meget større bægre end man er vant til. Alle er glade for deres nye præst, lige indtil den dag, hvor han hjælper kirkens organist Gustav, af med mødommen. Esbern arrangerer et møde mellem Gustav og Bitten, som er øens prostituerede. Da bliver det for meget for beboerne på Næsset, og Esbern må rejse tilbage til Fyn. Hvordan episoden blev opdaget, skal ikke røbes hér, men bankdamen kan senere fortælle, at Esbern hævede 32 kroner på sin konto den dag. Og ”Alle på Næsset ved, at toogtredive kroner er prisen for en god time hos Bitten.”
De gamle mænd vil kun fortælle om de andre på Næsset, ikke om sig selv. ”Det eneste, I får at vide om os, er at vi snart skal dø.” Men de kommer alligevel til at røbe sig selv, og samfundets uskrevne regler og normer, mens de fortæller. Vi – stemmen er et godt påfund og en velfungerende fortællestemme, som tilføjer humor og underfundighed til bogens ellers temmelig barske skæbnehistorier. Bogen er velskrevet og smukt fortalt. En fin debut. Maibritt Lindblad
Hestehullerne
Tina Månsson
Gyldendal
174 sider
Udkommet 18/1 2019
Maibritt Lindblad