Kent og fortælleren er venner, som kun to drenge der har fælles barndom kan være det. Barndommen er et havne- og arbejderkvarter i en jysk by, Østerbo.

Fortælleren bor alene med sin mor. Hans far er død og kun et billede på morens natbord. Men ifølge Kent er det trods alt bedre end Kents far, der på enhver måde er en katastrofe for Kent og hans lillesøster. Når man læser om farens reaktion på sønnens hovedrolle i skolens teaterstykker, dukker automatisk et billede op af den hjerteskærende scene fra Døde poeters klub, hvor en stolt dreng, Neil Perry, får sit liv smadret af sin egen far. Sådan en far har Kent, og der er helt andre problemer i mellem faren og Kents lillesøster, men Kent passer på sin lillesøster.

Senere passer han på sin kæreste, også efter at hun er blevet hans ekskæreste. Han truer hende for at få hende til at komme tilbage. Han truer med at dræbe sig selv, hvis hun ikke kommer tilbage, og romanen begynder med hans begravelse. Historien fortælles dels fra fortællerens nutid, hans deltagelse i begravelsen og dels i tilbageblik til barndommen, til ungdomstiden hvor fortælleren tog ud at sejle, og Kent kom i gymnasiet, og siden hvordan de mødtes igen, hvordan fortælleren blev uddannet til journalist, og hvordan Kent bliver en del af den palæstinensiske frihedskamp.

En af romanens forcer er beskrivelsen af fortællerens mesterlære under en bemærkelsesværdig journalist, Nemo. Ligeledes er fortællerens heftige forelskelse i en kvinde, hvis blik havde ‘driften og døden i sig’ et studie værd. Romanen er sat i 1970’erne, og Kent en del af et oprør, hvor fortælleren ender med at blive den der hjælper med at holde fast på historien sammen med de efterladte.

Tankevækkende, men ikke uforglemmelig.

HavHav

Ulrik Gräs

199 sider

Forlaget Læselyst

Udgivet: 24. januar 2025

Birte Strandby