Det er en spændende og speciel børnebog, som Turbine-forlaget har udgivet. Den foregår i Beirut i Libanon og beskriver, hvordan hverdagen er for en ganske almindelig dreng i et krigshærget land. Hamdi er palæstinenser, og hans familie har været flygtninge i et halvt århundrede. Tidligere boede hans forældre i Dubai, men nu bor de i Beirut.
Hamdi kan godt lide at bo i Beirut. Han drømmer om at blive stor nok til at spille fodbold med drengene i gaden. Faren kører taxa og familiebudgettet er stramt. De bor mange mennesker i lejligheden, og Hamdi svoger Ali udgør et problem. Hamdis far vil have, at sønne skal vokse op uden at have krigen helt inde under huden, men Ali vil kæmpe med Hizbollah og være martyr for den palæstinensiske frihedssag.
Ali får sit ønske opfyldt og Hamdi kommer til at spille målmand med de andre drenge, men der kommer også israelsk luftangreb på Beirut og en tur gennem ruinerne.
Historien er lavet meget sobert uden politisering. Ofrene for en militær konflikt er altid først og fremmest civilbefolkningen, og det er også sådan det opleves i bogen. Krigen fylder ikke Hamdis hverdag. Han går i skole, ser fjernsyn, leger og spiller bold, men krigens tragedie lurer hele tiden under overfladen og kan når som helst slå igennem. Terror og modterror, frihedskampen har sine blodige ofre på begge sider. Og i mange hjem hænger billeder af unge mænd, storebrødre og fædre til Hamdis venner, der er gået i døden som martyrer for deres sag.
Bogen kan fint bruges til at diskutere problemstillinger med flygtninge og frihedskæmpere i skolen, hvor den nok vil passe fint til børnene i 3. og 4. klasse. Den har en god balance, hvor krigen er som en sort truende sky i horisonten, og Hamdis drengeproblemer ligner meget de problemer man finder andre steder, men man fornemmer, at Hamdi på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at tage personlig stilling til sit folks frihedskamp.
Forfatter: Katrine Hoekstra
Ill.: André Martini
Oversættelse: Brit Sørensen
88 sider
Forlag: Turbine
Udg. 19.12.2011
4 glober
Jan Vandall