For 50 år siden havde enhver landsby med respekt for sig selv en årlig dilettantforestilling. Det var en oplevelse på flere måder. Dels var stykket altid sjovt, hvad enten det var et gammelkendt skuespil der blev taget op, det var lokale kræfter der var gået Morten Korch i bedene, eller man havde skabt noget helt nyt. Dels var det en oplevelse, når det var venindens mor der spillede den smukke, unge heltinde, og købmanden der var den onde godsejer. Skuespilpræstationerne var svingende, men entusiasmen stor.
Det samme kan man sige om Halløj på højfjeldshotellet, der havde premiere den 25. februar 2023 i Bjerreby Forsamlingshus. Bjerreby på det sydlige Tåsinge har ca. 347 indbyggere.
Forestillingen var i den lette genre, og der var rig mulighed for at få rørt lattermusklerne. Nogle af vittighederne havde vi hørt før, mens andre var nye og overraskende.
Det centrale sted er hotellet i Jokkemoe. Her kæmper hotellets direktør for at holde sammen på hotellet og få overblik over gæsterne. Hotellet er fuldt booket, så en af gæsterne er nødt til at bo på ‘værelset med sengen’. Tydeligvis ikke noget, man skal ønske sig.
Heldigvis får direktøren god hjælp af sin søde kæreste, der også passer bar og bærer kufferter, den let koleriske køkkenchef. og ikke mindst altmuligmand og skiinstruktør Eigil, der nærmest er selvlysende af blingbling og lækkert hår – og aldeles ikke uvidende om sin egen charme.
Og så begynder gæsterne at ankomme og bringe uro og panik med sig. En enkelt skigæst når at brække benet, endnu inden han har fået skiene på, og blandt de øvrige gæster er der angiveligt en undercover journalist der skal skrive om hotellet. Hoteldirektørens paranoide mor dukker op og generer kokken, så han skrider, katastroferne står i kø, og så er det godt, man har en skiinstruktør der kan lidt af hvert.
Stykkets lette stemning forplantede sig til publikum, der i øvrigt repræsenterede et bredt aldersmæssigt udsnit af befolkningen. God energi blandt skuespillerne, god stemning og god opbakning. Det var ikke Reenberg på Det Kongelige – siden hvornår har Det kongelige Teater budt på gratis kaffe i pausen? Men det var underholdende, en fornøjelse og en fed oplevelse i u’kanten af landet.
Halløj på højfjeldshotellet
Dilettantforestilling i Bjerreby Forsamlingshus
Den 25. februar, 1. marts og 4.marts 2023
Instruktør Jill Foged
Medvirkende: Kenneth Pedersen, Lotte Eshøj, Lya Schmidt, Søren Svop, Anette Sjølander, John Acker, Aage Hansen, Gitte Nørregaard, John Jørgensen, Vibeke Dieckmann
Pia Jensen, Finn Jensen, Kristian Thomsen, Inge Acker, Berit Bejstrup Andersen