Josefine Klougarts anden roman – efter debuten Stigninger og fald. Emnet er denne gang mere brandfarligt – et voldsomt sadomasochistisk forhold, der går tæt på grænsen. Består det pirrende i, hvor langt de kan gå, før hun dør/hendes identitet forsvinder?
Besynderligt nok er der en vis gensidighed i forholdet. Parret følges pænt ud ad den destruktive vej, der kun kan føre et sted hen. Han bestemmer:
Der er ingen dom i manden, og alligevel udmåler han straf, og han belønner.
Og hun gør som kvinder har gjort i århundreder – tager imod. I Sydstaterne før borgerkrigen blev kvinder omtalt som tomme kar, som manden skal fylde, og i denne roman benævnes kroppen – hendes krop – hallen. Mens ældre kvinders kroppe kaldes kropsskure.
Manden ønsker bevidst at skade kvinden:
Manden tager fat om kvindens ansigt og drejer det, hun ses i profil. Han vansirer hende på den måde. Et halvt menneske.
Når han har forvoldt sin skade kalder han hende kærligt og beskyttende for Lille …
Handlingen er ikke-eksisterende. Der er ingen udvikling hos personerne, men i slutningen dog lidt erkendelse fra kvindens side:
Det man ikke ønsker for noget menneske:
... endelig, både der river sig løs om natten (selvom man godt kan se, at der er noget hjem over den vilkårlighed, som ligger i en båds bevægelser)
Umiddelbart leder romanen tanken hen på Charles Baudelaire og hans Syndens Blomster, måske især et digt som Ådsel, der i sansemættet, poetisk sprog formidler blandt andet stanken fra et ådsel. Altså en fremstilling af det skønne i det grimme.
Mindre poetisk end Baudelaire, men tankevækkende og nytænkende.
Josefine Klougart
150 sider
Rosinante
Udgivet: 28.01.2011
Birte Strandby
