Efterforsker Ravn slår til igen. Eller, det gør han så ikke lige med det samme, men han bliver kontaktet af en tidligere kollega om et dødsfald der har en mistænkelig lighed med drabet på Ravns kæreste ti år tidligere. Politiet har ellers henlagt sagen som en ulykke, men Ravn beslutter sig for selv at tage affære, for måske er det mord, og måske er morderen også den der slog hans kæreste ihjel.

Ravn ser nærmere på sagen. Der er er flere ting der er påfaldende, og et besøg i afdødes lejlighed afslører en halv million euro gemt væk. Ravn kommer på sporet af lejemorderen Arentzen der har planer om at gå på pension, når hans nuværende opgaver er afsluttede. Umiddelbart handler det om mindst fire mord, og Arentzen er ikke en mand der sjusker med planlægning eller udførelse.

Som sædvanligt hos Krefeld er spændingen eminent. Plottet er måske ikke så raffineret. Til gengæld er lejemorderen en karakter i særklasse. Dels er han begyndt at opleve små angreb af demens, problematisk for en i hans branche og umuligt at have med at gøre, hvis han ikke netop var så professionel, og dels er der noget uldent ved hans sidste job.

Ravn er sit sædvanlige, ikke alt for sympatiske jeg, og som samarbejdspartner har han sin bulldog Møffe der ifølge et potentielt offer er ‘den grimmeste politihund, han nogensinde har set.’

Heldigvis har vores opdager også gode kontakter, og det gør det muligt for ham at operere i Berlin, hvor morderens næste offer skulle befinde sig.

Hvis man vil have en god thriller med spænding, gys, tempo og karakterer der giver baghjul til stereotyperne, så har Hævneren det hele incl. suspense og lidt velanbragt humor.

Hævneren

Michael Katz Krefeld

366 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 2024

Birte Strandby