Letlæsningsbog frit efter Ringenes Herre. Alexa fanges af grunerne, men heldigvis er hun i stand til at befri sig selv og stikke af. Lino er nødt til at gå gennem den overdimensionerede edderkop, Lalas, hule. Skønt denne danske Shelob kun har fire øjne, bliver det en farefuld færd, og Lino ender med at opgive kampen. Det gør drageungen Sølve til gengæld ikke. Den går frem med sit nytillærte ild-spydende angreb, og det lykkes Lino og Sølve at komme videre, mens Lala brænder op. Så møder de uloerne, der er talrige som orker, men til sidst får de hjælp af dværgene, der som i Ringenes Herre er blandt hjælperne, hvorimod uloer og gruner tilsammen repræsenterer orkerne hos Tolkien. Som hos denne forfatter følger vi de to hovedpersoners, Alexa og Lino, forskellige skæbner, og der er et tempo, der gør det let at komme igennem bogen.

Fortællingen er set før, og det kan man også sige om moralen og fremdriften. Men historien er her dygtigt lavet til fængende letlæsning, samtidigt med at sproget har bevaret det alsidige og spændende. Så hvis intentionen er at få flere til at læse, så er der gode muligheder for at det lykkes her.

En hær af gule øjne –
Den blå amulet 2
Forfatter: Margot Andreasen
Tegnet af Sussi Bech
76 sider.
Forlag: Zoom ind
Udg.: 2009

Birte Strandby