Den norske forfatter Hanne Kristin Rohde er jurist og har arbejdet for politiet herunder været leder for sektionen for volds- og seksualforbrydelser i Oslo, og det gør hende en smule mere interessant end gennemsnittet af krimiforfattere, på samme måde som John Grisham er spændende, når han som advokat med erfaring i strafferet skriver om retssalsdramaer.
Wilma Lind er politiets repræsentant, og Gudmoderen er den tredje krimi, hvori hun huserer. Som hovedperson skiller hun sig ikke markant ud fra andre i detektivrollen, omend hun bliver mere involveret end de fleste.
Umiddelbart efter krimiens første mord får Wilma tilsendt et billede af sig selv – sminket som lig. Det er foruroligende, men det bliver værre, da hun senere finder en dukke hængt i et af havens træer udstyret med hendes frakke og halssmykke.
Og det er naturligvis aldrig nok med trusler mod politiets egne. En hjemløs bliver skudt ned i byens centrum nytårsaften. Skuddet var synkroniseret med den første nytårsfejring. Siden bliver en patient på sygehuset dræbt. Hendes hjerte er blevet opereret ud. Pressen er helt oppe at køre, men der er nogen forskelligheder i rygterne – og også nogle fakta, der ikke burde være nået pressen. Faktisk ser det ud til, at pressen ved mere end politiet.
En stor del af krimien beskæftiger sig med opklaringsarbejde, men der er også vilde, uhyggelige scener, som da Wilma finder sig selv sammen med en nylig myrdet i hospitalets kælder: døren smækker i, lyset går ud – og her får læseren for første gang en mistanke om, hvem morderen er.
Wilma og kollega Bjarne går systematisk til værks. Næsten lige så systematisk og grundigt som morderen der er pertentlig i sine arbejdsmetoder og overbevist om egne evner og alle andres middelmådighed. Vi følger både Wilma og morderen. Det giver en fin vekselvirkning, og det er spændende at få indblik i morderens tankegang.
Gudmoderen
Hanne Kristin Rohde
Oversat af Naja Riegels
310 sider
Cicero
Udgivet: 2025
Birte Strandby
