Trekløveret Anders Kvorning, Theis Bothmann og Malte Gaarde Meyenburg har sammen skabt bogen ”Grøntsager”. De tre står også bag bloggen Planetarisk Kogebog, hvor du kan læse om klimavenlig madlavning og levevis. Drivkraften er en opmærksomhed i forhold til den klimamæssige krise verden befinder sig i. Derfor ønsker trioen at inspirere til mad med fokus på langt mere grønt – uden at de dermed disker op med en 100% vegetarisk eller vegansk kogebog.
”Grøntsager” er således også et meget passende navn til denne kogebog. Det er nemlig en bog om grøntsager i al deres mangfoldighed og pragt. Titlen på indledningen er ”Ikke vegetarisk” for dermed at sætte scenen og præcisere, at alle kan få glæde og gavn af bogen her. Bogen handler om at fjerne fokus fra kødet og blive mere grøntsagskyndig.
Det får læseren gode redskaber til i de næste kapitler, der handler om ”Dyrkningsmetoder”, ”Sæsoner”, ”At købe grøntsager”, ”Grøntsagsleksikon”, ”Kondimenter og krydderier”. Derpå følger opskriftdelen. Men inden Anders Kvorning disker op med de smagfulde opskrifter, får læseren som sagt viden og værktøjer til at forstå grøntsagsriget bedre. Eksempelvis er sæsonkalenderen i bogen lidt anderledes end de sædvanlige af slagsen. Kalenderen her angiver ikke hvornår grøntsagen er tilgængelig, men hvornår den er særlig god. På dén måde understreges opmærksomheden for det lokale og bæredygtige. Vi skal nemlig spise sæsonbetinget og undgå grønt, der importeres fra fjerne himmelstrøg. Dermed er det også sagt, at ”Grøntsager” er en hyldest til vore egne grøntsager og alt det, de kan.
Hvert opslag i grøntsagsleksikonet har en krydshenvisning til de retter, hvor den pågældende råvare optræder i. Det er en god hjælp til læseren, der hurtigt får konkrete ideer til anvendelse. Det undrer mig, at de grøntsager der mørkner af iltning, ikke har en note derom, samt et tip om at blive lagt i koldt vand med citron eller anden syre.
Knapt halvvejs inde i bogen starter opskriftdelen. Den består af følgende: ”Geniale cremer og dips”, ”Syltet, fermenteret og infuseret”, ”Hovedretter” og endelig ”Salater og tilbehør”. Nogle ville nok indvende, at der sagtens kunne være kapitler med grøntsager i brød, snacks, sødt og supper til eksempel. Men ærindet er tydeligvis ikke at komme hele vejen rundt om grøntsagernes formåen. Det virker mere til, at forfatterteamet ønsker at fremhæve grøntsagernes egenskaber blot ved at fremdrage nogle udvalgte retter, hvor grøntsagerne slår tonen an.
Alle opskrifter er sat uhyre fint og pædagogisk op. Ingredienserne er på ideel vis sorteret i delelementer, så det er let at bevare overblikket. På samme vis er arbejdsprocessen også delt ind efter hver af rettens delelmenter. Rettens tilblivelse beskrives punkt for punkt i et lettilgængeligt sprog. Ved hver opskrift er noteret antal portioner og tidsforbrug.
Gastronomisk er der hentet inspiration fra hele verden. De allerfleste opskrifter introduceres kort, men jeg savner at pladsen er udnyttet bedre! Det ville være positivt, om læseren fx fik at vide hvor i verden retten stammer fra. Mange vil også savne forslag til sammensætning af måltider. Det kan til tider virke en anelse indforstået. Ikke alle har samme baggrundsviden om mad. Hvis læseren i sandhed skal udvide sin horisont, er forudsætningen at forfatterteamet sørger for det nødvendige vidensgrundlag.
I forhold til prioriteringen og valg af opskrifter hæfter jeg mig ved, at der blandt de cirka 80 opskrifter næsten ikke er nogen klassiske danske retter. Det kunne fx have været en forårsfrikassé, en aspargessuppe eller en blomkålsgratin. I stedet er der brugt plads på naanbrød, skønt opskriften ikke har set skyggen af grønt.
”Grøntsager” henvender sig til et bredt publikum, der her kan glæde sig til spændende læseoplevelse, en smuk æstetisk bladrebog og en herlig brugsbog i køkkenet. Bogen ville dog få endnu større brugsværdi, hvis de retter der i forvejen er vegetariske og veganske, er angivet som sådanne.
Trods små ujævnheder og potentiale til endnu mere, er ”Grøntsager” en uhyre flot bog med et vigtigt budskab. Den er ikke alene nyttig i dit køkken, men den er også værdifuld som baggrundsviden. Anders Kvorning, Theis Bothmann og Malte Gaarde Meyenburg understreger med bogen her, at grøntsagerne kan bestride mange roller. Bogen handler ikke om sundhed, men om velsmag og om at tage ansvar for kloden. Du kan starte lige her!
Grøntsager
Forfatter: Malte Gaarde Meyenburg
Opskrifter: Anders Kvorning
Illustrator: Theis Bothmann
Forlag: TURBINE Forlag
276 sider, illustreret. Hardback
Udgivelsesdato: Den 29. november 2022
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
Anmeldelse på bogvmarkedet.dk: https://bogmarkedet.dk/nye-udgivelser/groentsager/