Ingen har som forfatter og eventyrer Kirsten Skaarup præget det kødfri danske køkken. Nu viser Kirsten Skaarup atter engang vejen med opskriftsbogen ”Grønt smørrebrød”. Det er en formidabel kogebog til alle, der både har kærlighed til det klassiske smørrebrød og til klima, dyr og deres sundhed. Med ”Grønt smørrebrød” får du en skatkiste af smukke og smagfulde ideer til, hvorledes det traditionelle danske smørrebrød kan konverteres til et lige så lækkert et af slagsen på plantebaseret vis. 

Smørrebrød kan udmærket rumme et smagfuldt og lækkert pålæg uden at det vel at mærke er animalsk. Det kan tilmed serveres både visuelt smukt og indbydende i sine grønne klæder. Kirsten Skaarup har i de senere år fået som kendetegn, at hun har en unik æstetisk sans. Hendes smørrebrød er raffineret i både smag og udtryk. Der venter således læseren og hjemmekokken en spændende oplevelse med ”Grønt smørrebrød” i hånden!

Til en start introduceres læseren kort for det at arbejde med plantebaseret smørrebrød. Her er pointen, at der skal være det helt rigtige samspil mellem teksturer og smagsnuancer. Forfatteren giver en lille guide til nogle af de særlige ingredienser, der benyttes i bogens køkken. 

Bogens opskrifter på pålæg er fordelt ud på følgende kapitler:

  • Sild, lax og anden fuskefisk
  • Pålægssalater
  • Kartoffel-, tomat- og avocadomadder
  • Smørepålæg og spreads – et par flade 
  • Højtbelagt
  • Frugtmadder

Som den vakse læser bemærker, er opskrifterne inspireret efter klassisk dansk smørrebrød. Eksempelvis det første kapitel med fiskelignende opskrifter. Her kan læseren få hjælp til at fremtrylle plantebaserede sild af aubergine eller hvad med sild af østershatte?! Fiskefileter kan laves af pastinakskiver, der paneres. I kapitlet ”Pålægssalater” gives der fx opskrifter på hønsefrisalat og makrelsfrisalat. Kirsten Skaarup løfter både kartoffel-, tomat- og avocadomadder op til nye højder i kapitlet af samme navn. Til hverdagens fire flade er der nem hjælp at hente i kapitlet med smørepålæg og spreads. Skal smørrebrødet derimod være ekstravagant, er det i kapitlet ”Højtbelagt”, at du kan få hjælp. Kapitlet bugner b.la. med skønne bagte postejer og stegte frikadeller og bøffer (disse er i øvrigt også perfekte til aftensmad). ”Frugtmadder” er nok nyt for de fleste. Her er tale om søde stykker smørrebrød med frugt og en form for nøddecreme. 

Derpå gives nogle få opskrifter på brød, ligesom der er opskrifter på hjemmelavet smørelse såsom nøddesmør, tapenade, mayonnaise og en delikat svampesmør. I bogens afsluttende kapitel sættes det sidste punktum over de flotte stykker smørrebrød, idet der gives opskrifter på surt, sødt og knas. Det er prikken over i´et til at fuldende smørrebrødet med – både hvad angår at tilfredsstille smags- og synssans. 

”Grønt smørrebrød” er en smørrebrødsbog for alle, der elsker plantebaseret smørrebrød, der er lidt udover det sædvanlige. Bogen kommer bredt og ikke mindst detaljeret rundt omkring sit emne. Kirsten Skaarup går til emnet med stor kreativitet. 

Opskriftsbogen er velskrevet, teksten er letlæst, layoutet er velvalgt og opskrifterne er nemme at følge. Hist og pist er der få ting, som det måske kan være lidt svære at forstå, hvis man er novice udi det grønne køkken. Eksempelvis ”Læg tofuen i pres, så al vandet kommer ud”. Det kunne forklares mere præcist.   Alternativt foreslås at tofuen presses tør med et rent viskestykke. Jeg studser også over, at der benyttes jackfruit uden at læseren forklares hvordan (det skylles, kerner fjernes og ”kødet” findeles grundigt). 

For at understrege at det grønne smørrebrød i disse år har fået stigende status, har Kirsten Skaarup trukket på en håndfuld gæstekokke. Med deres kendiseffekt cementerer de, at det plantebaserede er uhyre interessant rent gastronomisk. Gæstekokkene tæller Rasmus Kofoed, Monica Conradsen, Adam Aamand og Magnus Petterson. De giver hver deres bud på et udsøgt stykke grønt smørrebrød i deluxe-udgaven. Deres tilgang er enkelthed, men udsøgte råvarer. Endelig har Inger og Jørn Ussing Larsen fra bageriet AURION bidraget med vise ord om økologi, gamle kornsorter og råvarekvalitet. Det er en lille genistreg at trække på tidens feterede kokke, og lade dem agere ambassadører for den grønne gastro-sag. 

Smørrebrødet er kommet ind i varmen igen. Det har med Kirsten Skaarups smørrebrødsbog fået et mere nutidigt og let præg. Bogen vil være et oplagt køb, uanset om du er vegetar eller veganer som savner input til dit smørrebrød, frokostbord og madpakker. Men bogen vil også være yderst anvendelig til det kødspisende smørrebrødsglade publikum, der ønsker at kunne tilgodese de af deres gæster, der foretrækker det grønne. 

Kirsten Skaarup har efterhånden forfattet grønne kogebøger i mere end 50 år. Med denne titel bliver det til 31 opskriftsbøger fra forfatterens hånd. Udviklingen er gået fra, at der var tale om et kødfrit hippiekøkken til et super hypet køkken, de fleste har lyst at opleve. Denne imponerende forandring er ”Grønt smørrebrød” på alle måder en smuk og kraftfuld understregning af. Tak for det! 

VIL DU VIDE MERE? 

Du kan finde mere inspiration på Kirsten Skaarups hjemmeside.

Grønt smørrebrød

Forfatter: Kirsten Skaarup

Forlag: alpha

250 sider. Hardback

Udgivelsesdato: Den 17. 5. 2022 

Anmelder: Nønne Lønne Votborg