I ”Grøn gæstemad: Til den lille middag eller den store fest” byder Kirsten Skaarup indenfor til kødfri gæstebud. Hendes kapacitet og bidrag til det vegetariske danske køkken er i særklasse takket være en årelang og stor produktion af grønne kogebøger. De seneste mange år har Kirsten Skaarup tillige været aktiv på SoMe med opskrifter og en klar holdning til klima, dyrevelfærd og sundhed mm. Hun har bevæget sig over i det plantebaseret køkken. ”Grøn gæstemad” er uden brug af animalske ingredienser. 

Denne gang inspirerer og hjælper Kirsten Skaarup alle, der både holder af at have gæster og holde fest men også er optaget af en grøn og bæredygtig dagsorden. ”Grøn gæstemad” er først og fremmest en flot buket af idéer til dig, der gerne vil bygge tre retters kødfri middag op. Dertil kommer at bogen rummer et helt afsnit med skønne opskrifter på gode retter til jul og nytår. 

Bogen indeholder følgende kapitler: 

  • Grøn gæstemad til festlige lejligheder 
  • Om opskrifterne 
  • Forretter 
  • Hovedretter 
  • Tilbehør 
  • Desserter 
  • Jul og nytår 
  • Hvor kommer smagen fra?

I forordet fortæller Kirsten Skaarup om den første festbog, hun udgav tilbage i 1980: ”Vegetariske festmiddage”. Den pågældende kogebog har jeg selv brugt flittigt. Meget er sket siden da, og nu er tiden kommet til en ny bog med gæstemad. Denne er helt plantebaseret, sådan som forfatterens køkken gradvist har udviklet sig ad åre. I forhold til forgængeren er der rent grafisk og æstetisk sket en opgradering, så læseren kan nyde en visuel smuk bog rig på indbydende billeder. 

At invitere gæster hjem til et måltid god mad kan være sin sag. Udfordringen bliver ikke mindre, hvis måltidet er uden kød og andre animalske ingredienser. Som plantespiser vil man utrolig gerne vise, at det grønne køkken kan stå distancen. Omvendt, hvis man er kødspiser, og får et hold veganske venner eller familiemedlemmer på besøg, vil man gerne gøre sig ekstra umage, så de går mætte og glade hjem. Hvad skal man gribe og gøre i? Kirsten Skaarups nye kogebog er fantastisk at have ved hånden! Den er rig på kreative opskrifter, der alle opererer i samme smagsunivers, og dermed kan de let mikses på kryds og tværs. De smukke madbilleder viser, hvordan maden kan anrettes. Bogen er fuld af inspiration og brugbare tips. Det er en fantastisk appetitvækkende gæstekogebog med fokus på det grønne. 

Kirsten Skaarups styrke er, at hun formår at trylle simple lokale råvarer til om til delikatsmagende og -udseende retter. Hun trækker b.la. på årtiers kendskab til andre landes madkulturer, hvor arbejdet uden kød er en selvfølge. Der er en tydelig bevidsthed om, at maden rent faktisk skal smage af noget jf. sidste kapitel. Du skal forvente at handle ind i velassorterede supermarkeder og få specialbutikker. Grundlæggende bygger opskrifterne på friske råvarer, men dertil kommer enkelte specialvarer, som gør hele forskellen. 

Størstedelen af opskrifterne indledes med en præsentation, hvor forfatteren fortæller om rettens idé og deler et tip eller to. Selve opskriften – og råvarerne – er pædagogisk opført punkt for punkt. Denne overskuelige gennemgang er fint formidlet med et læsevenligt layout. Arbejdsgangen er forklaret relativt grundigt, men forudsætter dog en vis erfaring. Da det netop drejer sig om gæstemad, er der tale om mad med finesser og detaljer. Derfor ville det i visse tilfælde være ønskværdigt med flere billeder, der viser hele arbejdsprocessen – især når denne er teknisk udfordrende. Billederne af ingredienser kunne med fordel byttes ud med fotos fra forfatterens madværksted. Hist og pist er gennemgangen en anelse indforstået. Ved en kold hovedret ville det fx være en hjælp, at det er angivet om alle rettens elementer serveres kolde. Ofte noterer forfatteren ikke de steder, hvor æble el. rodfrugter udsættes for enzymatisk brunfarvning. Hav citronsaften klar! Enkle opskrifter er tidligere publiceret på forfatterens blog (evt. revideret). 

Hvor mange mennesker skal der til før det kaldes fest? Det er nok et spørgsmål om definition. Den smukke og smagfulde mad Kirsten Skaarup disker op med, er relativt tidskrævende og detaljerig. Som udgangspunkt er den næppe egnet til store fester. Bogen udnytter ikke muligheden for at hjælpe læseren mht. planlægning. Det er ærgerligt. Du får fx ikke menuforslag, og kan sidde usikker tilbage uden indblik i hvad, der fungerer sammen. Mest problematisk er det, at du ikke kan se ind i, hvordan du mest praktisk tilgår det grønne gæstebud. Opskrifterne er ikke forsynet med tydelig markering af hvad, der kan laves på forhånd og hvad, du skal lave til allersidst. Du må ned og nærlæse teksten for at se, om delelementer kan forberedes. Vinklen på gæstemad bør ikke kun være velsmag og æstetik, men også praktikken. 

Det er både farverigt, fristende og fornøjeligt at læse med, når Kirsten Skaarup inviterer til ”Grønt gæstebud”. Hun er begavet med en hel særlig evne for at anrette maden kunstnerisk og appetitligt. Mange læsere ville kunne benefitte af et lille afsnit med forfatterens allerbedste tips til at pynte og anrette pænt. Vi spiser som bekendt – også – med øjnene. Kirsten Skaarup fortjener stor cadeau for at vise, at plantebaseret mad er en smuk, sanselig og delikat størrelse, der fint fungerer som gæstemad. Bogen er et solidt stykke håndværk, der hviler på årelang erfaring fra det grønne mad- og skriveværksted. 

Grøn gæstemad

Til den lille middag eller den store fest

Forfatter: Kirsten Skaarup

Forlag:  alpha

342 sider, hardback

Udgivelsesdato: Den 22. oktober 2024

Anmelder: Nønne Lønne Votborg