Glasborgen starter som en almindelig roman om en operasangerinde, Judith, der skal optræde i en forestilling i den nye opera på Holmen, Christianshavn. Da prøverne med den berømte dirigent og komponist Rolf Bergström går i gang, forsvinder den operadiva, der skulle synge hovedpartiet, sporløst. Tre dage senere findes hun flydende i vandet ved Operaen.
Judiths stemme passer perfekt til hovedpartiet, og da hun samtidig ryger hovedkuls ind i et forhold til den karismatiske Rolf, overtager hun hovedrollen i operaen. Men alt er bestemt ikke som det ser ud til. Djævelsk ondskab og dæmonisk kærlighed lurer i krogene, og den ‘store fordærver’ vil sjakre sjæle. Langsomt finder vi ud af, at der er kunstnere, som vil sælge deres sjæl for magten til at tryllebinde et publikum, så under overfladen pulserer råddenskaben og øger sin magt.
Judith kommer under angreb fra den ondskab, som vil erobre hende. Et væsen som lokker med at opfylde de inderste ønsker. Men det er dødens vej. Det onde væsen erobrer Judiths sjæl og vilje. Hun skal føje det eller dø. Væsnet fordrer en kamp mellem Judith og Rolf, men Judith gør hvad hun kan for at stå imod det uimodståelige ved list og kvindesnilde.
Det hele munder ud i et gevaldigt cresendo. I Operaens dybe kældre swinger musikken, som når Joshuas trompeterer giver den gas for Jerichos indbyggere, og resultatet er ikke meget anderledes.
Glasborgen er et mareridt, der svinger sig som en arie helt op i de fineste krystalklare toner. I et levende og medrivende sprog flyver man let gennem siderne. Det er morsomt, intenst og uhyggeligt at følge Judith på hendes færd for at komme til at kaste sig fri af sine lænker, mens hendes umiddelbare verden, Operaen, bogstavelig talt rasler ned om ørerne på hende.
I denne velskrevne gyser finder man ud af, det nogen gange er nødvendigt at at kaste med sten, selvom man bor i en glaskuppel.
Forfatter: Anne-Marie Vedsø Olesen
279 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 03.02.2012
5 glober