Mitch fra Firmaets mand dukker op igen i 2005, 15 år efter at advokatfirmaet Bendini i Memphis imploderede efter afsløringer af firmaets kriminelle virksomhed.

Mitch og hans kone Abby fandt det nødvendigt at forsvinde dengang, men nu har de boet fredeligt i New York i nogle år. De har fået tvillinger, og Mitch arbejder for advokatfirmaet Scully & Pershing. Alt er vel, da en kollega beder Mitch om at tage til Memphis og mødes med en mand der sidder på dødsgangen og afventer sin henrettelse. Mitch værger sig, og Abby er bestemt heller ikke tilhænger af, at han nogensinde skal tage tilbage til byen. Mødet bliver alligevel ikke aktuelt, og Mitch tager i stedet til Libyen for at afklare en sag for et stort byggefirma, der på Gaddafis ønske har bygget en bro i et ørkenområde. Sammen med en kvindelig advokat agter Mitch at besøge broen, men han forhindres umiddelbart før rejsen. Den kvindelige advokat og vagterne bliver overfaldet og bortført under rejsen. Vagterne bliver senere fundet henrettet, og kidnapperne poster videoen af henrettelserne på det mørke net, men der er ingen henvendelse om udveksling af gidsler.

Chokket er derfor stort, da Abby hjemme i New York kontaktes af kidnapperne der insisterer på, at hun skal være mellemmand til Scully & Pershing, når løsesummen skal leveres. Handlingen udvikler sig nervepirrende, for både Mitch og Abby.

Som i Firmaets mand og andre af Grishams romaner er der en fin spændingsopbygning, og også i lighed med tidligere romaner bevæger vi os en del rundt på advokatkontorer og restauranter. Romanen er handlingsorienteret og let at se for sig som film. Halvanden times thriller med flere spændingsmomenter. Som læseoplevelse er den tæt på Firmaets mand, en god historie med passende overraskelser, men uden megen sproglig finesse. Man kan undre sig over, hvor meget amerikanske advokater åbenbart arbejder, og hvordan de trods alt kan holde familielivet kørende, men de lange arbejdsdage går igen i flere af romanerne. På et tidspunkt er der ligefrem en ung advokat der får at vide, at han skal gå hjem og sove hver nat.

Gidslet

John Grisham

Oversat af Poul Henrik Westh

348 sider

memoris

Udgivet: Oktober 2024

Birte Strandby